Christian Eriksen har sendt en besked til sine holdkammerater efter Danmarks ærgerlige nederlag i det episke slag mod Belgien.

Bare 500-700 meter adskiller Parkens græs fra Rigshospitalet, hvor Christian Eriksen er indlagt, og hvor han efter al sandsynlighed har set Danmarks EM-kampe mod Belgien.

»Han har sendt en besked til os inde i Whatsapp-gruppen. Jeg mener, at han skrev: 'I er sgu bare så seje'. Jeg har ikke haft tid til at kigge mere på den, fordi jeg også skulle lave interview,« siger Martin Braithwaite efter kampen, som sluttede 2-1 til Lukaku og co efter en flot dansk fight.

»Men jeg kunne se, at der var en besked allerede, da vi kom ind i omklædningsrummet fra ham,« tilføjer han.

Foto: WOLFGANG RATTAY
Vis mere

Kasper Hjulmand, som også var tilstede til det officielle pressemøde, siger, at han har haft for travlt efter kampen til at tjekke sin mobil for beskeder eller lignende.

»Jeg har været i gang med alle jer, så jeg har ikke hverken set på min telefon eller gjort noget som helst andet. Jeg har ikke haft kontakt med Christian,« lyder det fra Hjulmand, som så overrasket ud over, at Braithwaite havde set en besked fra den danske 10'er.

Landstræneren hvavde dog en hilsen den anden vej til Eriksen, som i Danmarks første EM-kamp lørdag aften gav fodboldverdenen et gigantisk chok, da han kollapsede med hjertestop.

»Der venter svære uger for Christian. Vi vil altid være der for dig, Christian,« siger Hjulmand.