Cristiano Ronaldo måtte tidligt udgå i søndagens EM-finale. Alligevel var han i fokus under hele finalen.

Sammen med Portugal kunne han juble over EM-titlen i den forlængede spilletid, hvor Real Madrid-stjernen gjorde sig muntert bemærket i den nye rolle som assistentræner for landstræner Fernando Santos.

Her fór Ronaldo frem og tilbage på sidelinjen, inden han kunne juble over EM-triumfen efter Eders langskudskasse. Og det var også her, at det danske undertøjsfirma JBS kunne juble over uvuderlig reklame.

Uvurderlig reklame.
Uvurderlig reklame. Foto: CHARLES PLATIAU
Vis mere

Ronaldo smed nemlig trøjen efter kampen, og her kunne man ane et par JBS-underbukser med 'CR7' skrevet hen over kanten. Det danske firma har haft et samarbejde med Ronaldo siden 2013, hvor fodboldstjernen har ageret reklamesøjle for JBS. Og det gjorde han så igen søndag med stor succes. I hvert fald, hvis man spørger JBS.

»Jeg var forbi vores webshop i morges og kunne se, at antallet af ordre vi har fået på vores webshop var langt højere, end det plejer at være«, siger Nikolaj Hartung, salgs- og marketingchef hos JBS Textile, til TV2.

Det er langt fra uvant at se fodboldspillere smide trøjen efter endt kamp, men det skulle da være pudsigt, hvis den velsmurte PR-maskine Cristiano Ronaldo ikke lige har tænkt en smule over underbuksernes placering.



Under alle omstændigheder gjorde han det en smule mere afdæmpet end danske Nicklas Bendtner for fire år siden.

Her fik han en bøde af UEFA, da han i måljubel mod netop Portugal flashede et par underbukser fra bettingfirmaet Paddy Power. Den gik ikke.