Cristiano Ronaldo og Portugal blev de store i semifinale-dysten mod Gareth Bale og Wales og er finaleklar med en sejr på 2-0.

Portugal har sultet efter en titel, siden de som storfavoritter tabte EM-finalen på hjemmebane mod destruktive Grækenland i 2004. Nederlaget gjorde ondt i den portugisiske folkesjæl, og det gjorde ondt på en dengang 19-årig Cristiano Ronaldo, som havde fået sit internationale gennembrud i turneringen.

Siden dengang har de ikke været i en finale. Men nu får de igen muligheden for at vinde noget, Portugal og Ronaldo. Det, der vil være den første titel til landsholdet det fodboldgale land.

Og det kan Portugal - naturligvis, fristes man til at sige - takke Ronaldo for. Ikke at han leverede en storkamp på det sublime niveau, verden efterhånden tager som en selvfølge, hver gang superstjernen betræder græstæppet.

Men han viste klassen, da det var allermest nødvendigt, og efter en ørkenvandring af en første halvleg, tvang han Wales i knæ, da han i det 50. minut steg til vejrs og pandede bolden kraftfuldt i nettet efter et hjørnespark. Til 1-0, portugisisk ekstase og en Ronaldo i sin klassiske jubel-positur.

Tre minutter senere havde Ronaldo så igen en fod med i en afgørende sekvens, da han sendte en afslutning mod mål, som Nani gled frem og med en lang tå fik dirigeret i kassen til 2-0. Og det afgjorde reelt kampen. Nede med to scoringer blev opgaven for stor for Gareth Bale og Wales mod Portugals solide defensiv.

Det var ellers ikke åbenlyst i første halvleg, at Ronaldo skulle ende med at trække sig sejrrigt ud af den meget imødesete duel mod Real Madrid-holdkammeraten Gareth Bale, der er gået forrest i det walisiske sensationstogt i Frankrig.

Ronaldo markerede sig i virkeligheden mest positivt kort tid før startfløjtet på de første 45 minutter, da der skulle knipses de obligatoriske holdfotos. Her så en bolddreng sit snit til at få et minde for livet, da han med en telefon i hånden listede sig hen ved siden af Ronaldo for at få en selfie - det håndterede den portugisiske superstjerne med et stort smil og alt det overskud, han ellers ikke har demonstreret som forventet ved dette EM.

Og som han altså heller ikke rigtig viste, da kampen blev blæst i gang. Det blev - akkurat som med resten af holdet - for forudsigeligt fra Ronaldo. Mere farlig var rivalen Gareth Bale, der også havde første halvlegs bedste mulighed, da han fik en god skudchance på et kontraangreb. Ronaldos største aftryk var, da han blev sur over en situation, hvor man kan diskutere, om der blev begået straffespark mod Portugals anfører. De to episoder var det mest nævneværdige i en mildt sagt kedelig og kvalitetsforladt første halvleg.

Men på tre gyldne minutter i begyndelsen af anden halvleg satte Ronaldo & co. altså trumf på - og herefter satte de maskinen på cruise control og kørte sejren i land uden problemer.

Dermed er Portugal finaleklar mod enten Frankrig eller Tyskland efter det, der er deres første sejr under EM i ordinær spilletid. Wales derimod kan rejse hjem til halvøen i den sydvestlige del af Storbritannien, hvor de med al sandsynlighed kan forvente at blive modtaget som folkehelte af en god del af nationens tre millioner indbyggere.

Selvom Bale altså blev den lille i duellen mod Ronaldo.