Det var et stort kram, der blev udvekslet mellem Belgiens stjerne Romelu Lukaku og Danmarks landstræner, Kasper Hjulmand efter kampen.

Efter en følelsesladet optakt og fodboldkamp, der endte med belgisk sejr, var det tid til at glæde sig sammen over Christian Eriksen. Og det var præcis, hvad de to gjorde. For Romelu Lukaku viste stor respekt til det danske landshold.

»Det gør stort indtryk. Jeg siger jo, at fodbold er noget af det smukkeste i verden. Det binder folk sammen på tværs af lande, etnicitet og religion. Det handler om venskaber. Det helt basale og alt det bedste i verden kan man lære gennem fodbold. Det her er bare to gode venner. Lukaku er et stort menneske og er gode venner med Christian. Det siger alt om det,« siger Kasper Hjulmand.

Den store belgiske angriber gik meget målrettet mod Kasper Hjulmand for at give ham en besked efter 2-1-sejren til Belgien. Den var vigtig for ham at sende videre til hele det danske hold.

Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Jeg sagde til ham, at jeg virkelig respekterer dem som mænd. At de reddede min vens liv. Jeg er taknemmelig for dem for livet. Christian er en god ven,« sagde Lukaku til TV3.

Christian Eriksen fyldte uden tvivl meget i Parken torsdag aften. Før, under og efter kampen kunne man ikke undgå også at have den danske stjerne i tankerne efter det frygtelige kollaps lørdag aften.

»Vi har Christian i hovederne og hjerterne, og vi er så glade for, at han er her, men vi ved også, at der stadig venter svære uger for Christian. Vi vil altid være der for dig, Christian. Det er temaet i aften. Jeg vil bare sige, at vi samler os, og så går vi i gang med russerne. Vi gør os klar til på mandag. Vi er ikke færdige. Vi angriber igen,« siger Hjulmand.

Den danske landstræner var kun utilfreds med én ting efter kampen, og det var altså, at Danmark ikke fik point med fra en flot kamp på mange måder. Alt andet var han glad for og stolt over. Ikke mindst den støtte, som danskerne har sendt mod landsholdet den seneste tid.

»Tusind, tusind tak for den opbakning vi har fået hele dagen. Vi kørte fra Helsingør, og alle stod og hjalp os videre. Vi kommer ind til Parken og bliver bare mødt med kærlighed. Hele landet har givet os så meget opbakning. Det betyder alverden for os. Det betyder så meget for os,« siger Hjulmand.

Det er på mandag klokken 21, at Danmark møder Rusland i den sidste gruppekamp ved EM. Vinder Danmark ikke den kamp, er EM slut for danskerne.