Danskere i tusindvis sad tirsdag formiddag klar foran skærmen, da der klokken 10 blev åbnet for billetsalget til EM-storskærmsarrangementerne i København.

Og det gik ikke helt som smurt.

På arrangørernes Facebook-side kan man således se, hvordan adskillige danskere raser over billetsystemet, ligesom flere også melder om tekniske problemer, der betød, at de mistede deres plads i køen, da de ellers var kommet igennem.

Kønumrene blev uddelt ved lodtrækning blandt dem, der havde klikket på linket til booking, inden det åbnede. I løbet af det første kvarter var der kommet 500 fans igennem, mens der i en time senere var en kø på 30.000 personer til de gratis billetter.

Klokken 12.14 kom meldingen så, at alle billetter til de danske gruppekampe er udsolgte. Men allerede inden var flere oppe i det røde felt.

Herunder er et udpluk fra Copenhagen Euro 2020 Host Citys Facebook-opslag:

  • 'Gratis billetter og mulighed for at bestille billetter til alle kampe på en gang. Selvfølgelig bestiller de første i køen billetter til alle kampe, uden at give en chance til de næste i køen. Det er så håbløst og ikke gennemtænkt.'
  • Biletterne var lagt i kurven, men kunne ikke fuldføre ordren på grund af »server error«.
  • 'Hvorfor lader I folk booke fire billetter per kamp og ikke fire i alt? De første 700-800, som er kommet ind, snupper billetterne til alle kampe, og så kan resten af os rende og hoppe. Rigtigt flot klaret!'
  • 'Hold kæft, et lortesystem'
  • 'Fedt, at siden går i stå, lige når man trykker på kampen og skal til at bestille!'

B.T. har været i kontakt med Copenhagen Euro 2020 Host City for at konfrontere dem med kritikken.

»Vi har jo vidst i en uge, at vi skulle udbyde billetter, og vi har skulle opfinde de her systemer på relativt kort tid. Vi har gjort det så godt, vi kunne og eksempelvis valgt, at det skulle være gratis. Samtidig vurderede vi, at den bedst mulige måde at udbyde dem på var først til mølle-princippet,« Ulrich Ammundsen, der er Host City Manager ved Copenhagen Euro 2020.

På deres Facebook-side har arrangørerne også svaret en bruger, der udtrykte sin utilfreds med, at det var muligt at købe billetter til alle kampe på én gang.

»Vi kan se i billetsystemet, at der ikke er en tendens til, at folk hamstrer løs af billetterne til alle kampe – heldigvis. Det har jo netop været vores opfordring, at folk kun booker de billetter, de har brug for, så mange som muligt kan få oplevelsen af EM på storskærm. Og vi er rigtig glade for, at folk viser så meget solidaritet,« skriver de.

Til B.T. oplyser arrangørerne også, at de har haft nogle tekniske udfordringer.

»Det har vi. Vi har brugt et køsystem, og det fungerede udmærket, men der var nogle systemfejl, som gjorde, at folk blev sat på pause. Det kan godt være, at der er nogle enkelte, der har oplevet, at de helt har mistet deres billetter, og det beklager vi, hvis det er tilfældet,« siger Ulrich Ammundsen.

De gældende restriktioner gør, at det ikke er muligt at lave storskærmsvisning på Rådhuspladsen og andre fanarrangementer i byen, som det ellers var planlagt.

Ofelia Plads bliver under turneringens 31 dage omdannet til et byrum i byen med madboder, barer og daglige aktiviteter, mens området ved Øksnehallen viser alle EM-kampe på storskærm.

Også på Ofelia Plads vil der blive storskærmsvisninger af EM-kampene.

Copenhagen Euro 2020 Host City oplyser til B.T., at der fortsat er billetter til alle de andre gruppekampe end de danske. Når alle puljekampe er spillet, vil der desuden blive  åbnet for billetter til de resterende opgør ved slutrunden.

Kapaciteten bliver cirka 3.000 mennesker på Ofelia Plads, 500-1.000 mennesker ved storskærmsvisninger samt op til 1.200 mennesker ved Øksnehallen.