Politikeren Rosa Lund havde en ubehagelig oplevelse torsdag aften, da hun skulle se landskampen mellem Danmark og Rusland.

Her blev hun nemlig verbalt overfaldet af en unavngiven person. Det skriver hun på sin private Twitter-profil tirsdag eftermiddag.

Og Rosa Lund benytter samtidig lejligheden til at takke de personer, der hjalp hende, da ordene blev grimmere og grimmere.

'Tusind tak til de fremmede mennesker der i går hjalp mig til landskampen, da jeg blev verbalt overfaldet af en ik-så-roligan fan. Jeg var bange, og i kunne se jeg havde brug for hjælp,' skriver hun og fortsætter:

'Af hjertet tak! Håber i læser med her, og skriv gerne til mig så jeg kan sige personligt tak.'

Politikeren, der er medlem af Enhedslisten, får opbakning fra flere personer i kommentarfeltet. En skriver, at der aldrig må komme til verbale angreb, selvom man er meget uenige.

'Ordentlig opførsel er en mangelvare hos disse typer. Suk bare suk. Godt folk reagerede,' skriver en anden.

Rosa Lund er Rets-, demokrati-, udlændinge- og integrationsordfører for Enhedslisten.

Heldigvis fik politikeren hurtigt smilet tilbage på læben, da Danmarks sejr betød, at Kasper Hjulmands tropper er klar til 1/8-finalen ved EM.

Her venter Wales i Amsterdam lørdag aften klokken 18.00.