På trods af coronarestriktioner forventer Københavns Politi fortsat, at der kan blive godt gang i festlighederne, når EM i fodbold sparkes i gang i denne uge.

Et land kommer med garanti med en ordentlig bunke fans, et andet er stadig muligt, mens det sidste af de tilrejsende lande i puljespillet ser ud til at må nyde festen hjemme. Og det er man egentlig ikke så ked af hos Københavns Politi, som på forhånd havde dækket op til den helt store fodboldfest.

Men så kom corona.

»Vi har egentlig været i gang med at planlægge EM herhjemme i tre-fire år. Vi har haft et intensivt arbejde med både Dansk Boldspil-Union og Det Europæiske Fodboldforbund,« siger chef for beredskab ved Københavns Politi Peter Dahl.

»Vi regnede med et helt fyldt parken og arrangementer over hele København. Men det er blevet skruet væsentligt ned. Der vil stadig være storskærm ved Øksnehallen og Ofelia Plads, men det vil være væsentligt nedskaleret.«

»Oprindeligt regnede vi med, at den her opgave skulle være et nationalt politianliggende, hvor vi skulle have folk fra hele landet. Men nu regner vi med at håndtere det selv,« uddyber han.

På trods af corona vil der fortsat være enkelte officielle fanarrangementer.

Som Peter Dahl nævner, vil Øksnehallen-området på Vesterbro og Ofelia Plads ved Skuespilhuset i Indre By være de to steder, som DBU har en fod med i planlægningen af.

Derudover vil der være en række uofficielle arrangementer, hvor foreninger, barer, private og lignende viser kampe fra slutrunden.

Og så regner Københavns Politi fortsat med, at der vil være udenlandske fans i København.

Potentielt ligefrem flere tusinde til mindst en af de tre indledende kampe i Danmarks pulje.

»Vi forventer, at Finland kommer med et sted mellem 5.000 og 10.000 fans, hvis coronasituationen ikke ændrer sig der. I Belgien kan deres fans ikke komme ind i Danmark, som det er nu. Men vi ved, at de belgiske fans har holdt fast på deres billetter i håbet. Så hvis landet bliver gult, så regner vi også med mellem 5.000-10.000 belgiske fans,« siger Peter Dahl med henvisning til, at alle ikke-nødvendige rejser til Belgien i øjeblikket frarådes.

Russiske fans bliver formentlig ikke en del af fanbilledet i København, når EM går i gang.
Russiske fans bliver formentlig ikke en del af fanbilledet i København, når EM går i gang. Foto: PHILIPPE HUGUEN
Vis mere

Og så er der den sidste gruppe fans.

De er fra Rusland. Og de ser ikke ud til at have en chance for at komme ind, hvilket man fra russisk side er godt vred over.

Men hos Københavns Politi betyder det formentlig markant mindre arbejde, forklarer Peter Dahl.

»Ruslands fans ... Det er noget andet. De kommer nok ikke ind. Så der er vi nok blevet reddet lidt,« siger han og uddyber:

»Erfaringen siger, at russiske fans er noget mere ressourcekrævende. Ofte har de haft et ønske om bidrage til uorden og slagsmål. Vi ved selvfølgelig ikke, om det ville gøre sig gældende, hvis de kom til København nu her. Men erfaringen siger, at der er mere alvorlige problemer med fans fra Østeuropa,« siger Peter Dahl.

Der var voldsomme optøjer mellem russiske og engelske fans i franske Lille i forbindelse med EM 2016. De russiske fans må vi dog nok undvære ved EM i København.
Der var voldsomme optøjer mellem russiske og engelske fans i franske Lille i forbindelse med EM 2016. De russiske fans må vi dog nok undvære ved EM i København. Foto: LEON NEAL
Vis mere

Vi behøver ikke at skrue tiden mange slutrunder tilbage for at finde eksempler på den påstand.

Ved den sidste EM-slutrunde i Frankrig udbrød voldsomme gadekampe ud mellem russiske og britiske fans.

Det skete blandt andet i den nordfranske by Lille, hvor caféborde blev brugt som våben.

Og da Polen mødte Danmark i en vigtig kvalifikationskamp i 2017, måtte dansk politi have det helt tunge mandskab på plads.

Han fortæller, at Københavns Politi har forberedt sig på alle tænkelige scenarier. Også det værste.

»Vi kan skalere vores indsats op, hvis det kræves. Og vi har planlagt for worst case-scenariet.«

Hvad er det?

»Hvis Rusland møder Polen i Parken.«