En tydeligt bevæget Pierre-Emile Højbjerg satte mandag ord på situationen omkring Christian Eriksen, der lørdag aften kollapsede og modtog førstehjælp på banen i EM-opgøret mod Finland i Parken.

Sammen med Kasper Schmeichel og Martin Braithwaite stillede han sig selv til rådighed for pressen.

Og her fortalte den danske landsholdsspiller om den uhyggelige oplevelse, som han sammen med resten af landsholdet prøver at komme videre fra.

»For mig er det vigtigste, at Christian har det godt. At Christians familie er med ham, og at de har det godt. Og så finder jeg selvfølgelig min måde at komme videre på,« siger Pierre-Emile Højbjerg til TV 2.

Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Den danske midtbanespiller fortæller, at Christian Eriksen, der fortsat er i stabil tilstand, blev smidt op på FaceTime foran holdet søndag.

»Vi sad alle sammen foran ham. Det var fantas... Jeg har ikke ord for det. Det var fantastisk,« siger han.

Pierre-Emile Højbjerg forsøgte også at sætte ord på øjeblikket, hvor Christian Eriksen i slutningen af første halvleg falder til jorden og efterfølgende får hjertemassage.

»Så ser jeg Christian ligge der... Øjnene står i hvidt, tror jeg, man siger. Det synes jeg ser meget besynderligt ud. Og så ser jeg Simon (Kjær, red.) styrte afsted. Og så begynder man at tænke: 'Hvad er nu det?' Og så går jeg over mod bænken. Vi står længe, og vi står og snakker ...«

»Det var uhyggeligt og forfærdeligt. Men det, der overskygger det hele, er, at Christian har det godt,« slår Højbjerg fast.

DBU oplyser mandag, at de er i kontakt Christian Eriksen, og at hans tilstand er stabil, og at han har det godt.

Den danske landsholdsstjerne er fortsat indlagt på Rigshospitalet, hvor der vil blive foretaget yderligere undersøgelser.

Danmark møder Belgien torsdag i Parken i den anden kamp i gruppespillet. Og det har landsholdet fået mod og ny energi til at gennemføre.

»Det hjerte, der har været omkring hele landsholdet. Det har jeg ikke oplevet noget lignende. Det er det, der gør, at man får lyst til at sige tak,« siger Højbjerg til Viaplay og fortsætter:

»Min måde at sige tak på er ved at vise os fra vores bedste side på torsdag. Sige tak til alle dem, der tænker på os, værner om os og tænker på, vi har det godt. Det giver os mod og energi til at fortsætte,« siger Højbjerg.