Det var voldsomme scener, som ramte ikke bare fodbold-Danmark, men hele fodboldverdenen lørdag aften, da Christian Eriksen kollapsede i det 43. minut af kampen mod Finland.

Efter det stod klart, at Christian Eriksen er vågen, taler og har det godt efter omstændighederne, kunne DBUs fodbolddirektør Peter Møller give en status til DR.

Det var en tydelig berørt Peter Møller, som kunne fortælle, at den danske stjerne blev reddet af den hurtige behandling.

»Han fik hjertemassage på banen, og heldigvis kom han tilbage, inden han forlod stadion. Han er på Rigshospitalet til yderligere undersøgelser,« sagde Peter Møller, som også måtte holde en kort pause under interviewet.

Han sagde videre:

»Han fik lynhurtig behandling herinde, og det reddede Christian.«

Det var i det 43. minut, at Christian Eriksen pludselig faldt om på banen.

Lynhurtigt blev nogle af de nærmeste spillere klar over, at noget var galt.

De løb til, og hurtigt kom behandlingen på banen, mens de chokerede danske spillere slog ring om Christian Eriksen.

Efterfølgende blev Eriksen behandlet i adskillige minutter på banen, inden han blev båret ud til en ventende ambulance, som kørte ham til det nærliggende Rigshospitalet.

Efter noget tid kunne DBU og UEFA melde ud, at Christian Eriksen var vågen og i stabil tilstand.

Senere blev det slået fast, at Eriksen kunne trække vejret, snakke og havde været i kontakt med de andre danske landsholdsspillere.

Ifølge DBU forbliver Christian Eriksen på Rigshospitalet til yderligere undersøgelser.

Kampen mellem Danmark og Finland blev genoptaget 20.30 efter ønske fra de danske og finske spillere.