Usikkerhed. Flere måneders usikkerhed.

Det beskriver meget godt den periode, som den danske fodboldstjerne Pernille Harder har været igennem i løbet af foråret, hvor hun ufrivilligt blev en del af et gigantisk klubdrama, der udspillede sig i London.

Den russiske invasion af Ukraine i februar fik nemlig kæmpe betydning for fodboldklubben Chelsea, hvor danskeren er på kontrakt.

For i løbet af en enkelt nat blev alt ændret for den engelske storklub, der blev låst på alle økonomiske leder og kanter.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Det har været lidt turbulent, selv om jeg som spiller egentlig har forsøgt at fokusere på at vinde kampe og mesterskabet,« lyder det fra den danske landsholdsanfører på EM-anlægget i London.

Årsagen til den økonomiske kattepine, som klubben pludselig befandt sig i, var den russiske milliardær og oligark Roman Abramovitj, som på det tidspunkt ejede Chelsea.

Siden krigen i Ukraine brød ud, har Abramovitj, som kender den russiske præsident Vladimir Putin, været uønsket uden for Ruslands grænser. Og derfor blev han suspenderet som direktør samt fik frosset sine aktiver i England.

Noget, der betød, at den stenrige fodboldboss efterfølgende måtte erkende, at han ikke længere kunne beholde det livsværk, han ellers havde formet siden købet i 2003.

Og derfor blev klubbens spillere, trænere, stab og andre ansatte fanget i stor, stor usikkerhed i flere måneder.

»Fra starten fik vi at vide, at der var noget, der var fastlagt, og så var der nogle ting, der var uvisse. Men jeg stolede på, at det nok skulle løse sig. Chelsea er så stor en klub, at jeg var sikker på, der nok skulle komme en ny ejer, og at det hele nok skulle blive fint igen,« fortæller Pernille Harder.

Efter længere tid måtte Roman Abramovitj dog erkende, at et 'til salg-skilt' i ruden på Stamford Bridge ikke længere var uundgåeligt.

Men indtil der var fundet et ny ejer, kunne den danske landsholdsstjerne sammen med resten af holdkammeraterne hver dag se nye overskrifter i verdenspressen, der beskrev det store drama, som udviklede sig lige ved siden af hende.

Roman Abramovitj måtte opgive sit ejerskab af Chelsea.
Roman Abramovitj måtte opgive sit ejerskab af Chelsea. Foto: Martin Meissner
Vis mere

»Der bliver altid skrevet mange ting i pressen, men jeg følger ikke så meget med i, hvad de skriver. Der var de ting, som blev beskrevet i medierne, og så var der de ting, som vi rent faktisk hørte indefra. Og det gav os en god tryghed i at vide, at der skulle nok komme en løsning på det,« siger Pernille Harder og tilføjer:

»Alt det, der skete rundt om klubben, har jeg haft stor tro på, at det nok skulle løse sig, og det gjorde det jo også.«

Efter flere måneder med 'til salg-skiltet' stående i klubbens vindue, var der dog pludselig bid i maj, da den amerikanske rigmand Todd Boehly indgik en købsaftale med Chelsea.

4,25 milliarder pund – svarende til cirka 37 milliarder danske kroner – skulle amerikaneren diske op med, og så var købet en realitet.

»Jeg tror, det bliver rigtig godt med den nye ejer, og han virker super cool,« lyder det videre fra Pernille Harder, som dog allerede har kontraktudløb med klubben i sommeren 2023.

Netop derfor var der da også flere spekulationer undervejs i det russiske oligark-drama om, hvorvidt eventuelle kontraktforhandlinger blev afbrudt på grund af krisen.

Pernille Harder vandt i den forgangne sæson mesterskabet med Chelsea.
Pernille Harder vandt i den forgangne sæson mesterskabet med Chelsea. Foto: Isaac Parkin
Vis mere

»Nej, der er stadig et år mere på min kontrakt, så det har været stille og roligt undervejs,« lyder det fra danskeren, inden hun afslutter:

»Lige nu tænker jeg ikke på en forlængelse, når jeg skal spille EM. Jeg skal stadig finde ud af, hvad jeg skal. Om jeg skal blive eller finde noget andet. Der er ingen tvivl om, at jeg har det rigtig godt i Chelsea.«

EM i England begynder i denne uge, hvor Danmark er i gruppe med Finland, Spanien og Tyskland.

Sidstnævnte er første modstander i fredagens åbningskamp.