Danmark slog Finland og skal nu spille en altafgørende kamp mod Spanien i sidste runde af EM-gruppespillet.

Danmark lever ved EM.

Efter en forfærdelig indledning på slutrunden i England fik kvindernes fodboldlandshold tirsdag aften oprejsning.

Efter tung dominans kampen igennem vandt danskerne med 1-0 over Finland. Pernille Harder blev den store helt, da hun midtvejs i anden halvleg headede bolden i det finske net.

- Vi kunne have pakket kufferten uden en sejr. Så jeg er bare skideglad, siger den rutinerede forsvarsspiller Katrine Veje til DR.

- Det er en helt vild følelse. Jeg er helt færdig. Vi gav alt og satte os på spillet fra start, og så var det dejligt med et mål, siger Veje.

Dermed satte Danmark tre point på kontoen. I den sidste og afgørende runde i gruppespillet skal Danmark møde Spanien. Spanierne møder senere tirsdag Tyskland, som slog Danmark med 4-0 i første runde.

Landstræner Lars Søndergaard havde rystet posen en smule til opgøret. Nadia Nadim, som egentlig var tiltænkt en rolle som joker ved slutrunden, fik chancen fra start, og hun viste allerede i første halvleg fine takter.

Angriberen diskede op med fine tekniske detaljer, og efter ni minutter snørede hun en finne, inden hun fra en farlig position forsøgte at overliste Tinja-Riikka Korpela i målet - men uden held.

Minuttet efter var Nadim i gang med at juble efter en ny afslutning, men Korpela diskede op med en flot redning i sidste øjeblik.

Danmark havde lagt godt ud, men finnerne bed også fra sig. De lurepassede og slog til, når der var mulighed for at slå kontra, og et par gange brændte det alvorligt på foran Lene Christensen i det danske mål.

Den største chance tilfaldt Emma Koivisto efter 39 minutter, men hun fik slet ikke det nødvendige træf på bolden, som trillede forbi mål.

Kampbilledet ændrede sig ikke en tøddel fra anden halvlegs begyndelse. Danmark var spilstyrende, og Finland stod langt tilbage. Det krævede dermed stor dansk tålmodighed at dirke finnernes defensiv op.

Efter omtrent en time var det lige ved og næsten. Indskiftede Sofie Svava snød et par modspillere i venstre side af feltet, inden hun servede kuglen på et sølvfad for Sanne Troelsgaard. Men midtbanespilleren helkiksede sin afslutning, og kort efter blev hun pillet ud.

Chancen gav ikke desto mindre Danmark blod på tanden. Finland blev trykket endnu længere tilbage. Alligevel skulle der en kontrachance til, før det blev rigtig farligt.

Med stor power drev Pernille Harder bolden frem ad banen og sendte den til venstre, hvor Karen Holmgaard fik en friløber. Korpela kom dog hurtigt ud af sit mål, og Holmgaard var for langsom til at afslutte.

Men efter 72 minutter kom forløsningen. Efter flot opspil steg Karen Holmgaard op til et indlæg og headede bolden på overliggeren, inden den landede hos Pernille Harder, som i helt fri position stangede den over stregen.

Fem minutter før tid var Pernille Harders hoved igen i fokus, men ikke for noget godt. Den store danske stjerne stødte ind i en modstander og måtte gå fra banen. Hun havde dog overskud til at juble med holdkammeraterne efter slutfløjt.

Danmark så ud til at have fuld kontrol, men til allersidst måtte keeper Lene Christensen op i hjørnet og hente en finsk afslutning. Med en strakt arm vippede hun bolden forbi mål og sørgede for dansk sejr.

/ritzau/

Du kan genopleve kampen i LIVE-bloggen her: