I løbet af søndagen forventes decideret guldregn over britiske pubs og værtshuse.
Det skyldes selvfølgelig søndagens EM-finale mellem England og Spanien, hvor tusindvis vil søge mod beværtninger i landet.
Det medfører da også decideret kaos på værtshusene, skriver Finansavisen.
Og ifølge British Beer and Pub Association vil der blive solgt op mod ti millioner flere øl end normalt i hele England i løbet af søndagen.

»Dette kommer til at generere 48 millioner pund i ekstra indtægter til pubber og bryggerier fra fans over hele landet,« siger Emma McClarkin, leder af British Beer and Pub Association til avisen.
Det svarer til 426 millioner kroner.
»Værtshusene står over for et bonanza på mange millioner dollar,« tilføjer British Beer and Pub Association videre.
Fodbold bliver uden tvivl det altoverskyggende emne i England i løbet af søndagen.
Premierminister Keir Starmer har også meddelt, at en engelsk guldmedalje søndag vil udløse en helligdag.
»Jeg vil ikke jinxe noget. Jeg var til Englands sidste finale (EM-finalen i 2021 mod Italien, red.), og jeg har ikke lyst til at gennemgå det igen. Men vi skal markere det på en måde. Det vigtigste er, at komme over målstregen søndag,« siger han ifølge Sky Sports.
EM-finalen sparkes i gang klokken 21 søndag aften.
