Hvis Danmark besejrer Tjekkiet lørdag aften i Baku, skal Kasper Hjulmands tropper spille semifinale på Wembley i London mod enten Ukraine eller England.
Men i modsætning til kampene i Amsterdam og Baku bliver det svært for de danske fans at rejse med landsholdet og give deres opbakning på tribunerne.
Det er den nedslående melding fra Anders Hagen, der er fankoordinator hos DBU, da B.T. fanger ham i Baku lørdag eftermiddag.
»Lige nu ser det ikke godt ud i forhold til semifinalen. Det skyldes, at de britiske myndigheder har meget strenge krav om indrejse,« siger han og fortsætter:
»Der kommer billetter, men det er ikke sikkert, det bliver til folk, der bor i Danmark. Men vi melder noget officielt ud snart.«
Ifølge den britiske regerings hjemmeside bor der cirka 30.000 danskere i England. Her står der også, at Danmark tilhører en liste med lande, hvor du skal være i isolation i 10 dage ved indrejse. Du kan teste dig ud af isolationen, men tidligst på dag otte.
Anders Hagen tilføjer, at han har været i kontakt med de andre lande, der kan ende med at spille semifinale i London. Og de er heller ikke tilfredse med, at både semifinalerne og finalen skal spilles i et land med så strenge regler for indrejse.
Men inden vi kommer til Wembley og London, skal landsholdet forbi Tjekkiet i kvartfinalen. Opbakningen i Baku kommer heldigvis ikke til at fejle noget. Det slår fankoordinatoren fra DBU fast.
»Vi bliver omkring 1.000, og det er ret vildt. Vi troede, der ville komme mellem 400 og 500 fans. Det er en stegepande, så jeg håber, at fansene tager den lidt med ro nu og drikker lidt vand, så de er klar senere.«
»Der er kommet et ryk her til sidst, fordi myndighederne ophævede kravet om isolation ved hjemkomst. Efter kampen skal folk ud i et fly og drikke pilsnere. Det tror jeg, er planen,« lyder det afsluttende fra Anders Hagen.
En eventuel dansk semifinale skal spilles onsdag aften i næste uge klokken 21.00.