Snublede han?

Sådan var min første tanke, da Christian Eriksen sidst i første halvleg af EM-kampen mellem Danmark og Finland faldt, da han modtog bolden efter et kort indkast. Gid jeg havde haft ret.

For Eriksen rejste sig ikke, og i løbet af få sekunder stod det klart, at noget var helt galt. Det kunne alle se på både med- og modspilleres reaktioner.

I virkeligheden sluttede kampen jo her. Måske skulle den slet ikke være genoptaget. Det var sådan, jeg selv havde det, mens Andreas Kraul og jeg stod og speakede til helikopterbillederne af den afbrudte fodboldkamp på det festklædte stadion. Jeg vil dog sige, at jeg kan følge de argumenter, som landstræner Kasper Hjulmand gjorde rede for på pressemødet bagefter: At spillerne følte et behov for »at få det overstået«. At udsætte kampen et døgns tid ville blot være at trække pinen ud.

Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Det var også i respekt for spillernes beslutning, at vi kommenterede resten af kampen som den fodboldkamp, det trods alt var. Ingen uden kendskab til de forudgående begivenheder havde kunnet afkode, at noget var helt galt. Spillerne gjorde sig umage, løb de meter, de skulle, kæmpede, headede og tacklede. I respekt for spillet, deres egen beslutning og i den sidste ende ham, som alle tænkte på: Christian Eriksen. Danmarks nr. 10.

Det blev på alle måder en forbandet aften. Sådan ville vi også have følt det under andre omstændigheder. Når en spiller kollapser på den måde, er det jo i princippet ligegyldigt, om det finder sted i Parken eller på en træningsbane. Det havde også været tragisk, hvis det var sket i serie 4.

Men fortvivlelsen føltes bare så meget større, som vi stod der i Parken. Fordi vi stod midt i en forløsende begivenhed. Efter mere end et år i coronaens skygge føltes netop denne kamp som noget ganske særligt. Vi er en fodboldnation, og kun få ting har ramt os hårdere end udsættelsen af netop EM-slutrunden 2020. For første og givetvis eneste gang skulle vi være værter ved en stor slutrunde i fodbold. Vi havde kvalificeret os og skulle spille tre kampe på hjemmebane. Alt var godt. Lige indtil det ikke længere var det.

Jeg har selv været skeptisk overfor, om EM-slutrunden overhovedet kunne blive det storslåede, folkelige arrangement, vi alle sammen havde drømt om. Jeg frygtede længe, at kampene i Parken skulle afvikles som pseudo-begivenheder uden tilskuere. I første omgang forlød det også, at de i alle tilfælde skulle afvikles uden tilskuere fra udeholdet.

Yussuf Poulsen, Simon Kjær, Thomas Delaney, Andreas Christensen og Jonas Wind mens Christian Eriksen får behandling under EM landskampen mellem Danmark-Finland i Parken, København lørdag den 12. juni 2021. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)
Yussuf Poulsen, Simon Kjær, Thomas Delaney, Andreas Christensen og Jonas Wind mens Christian Eriksen får behandling under EM landskampen mellem Danmark-Finland i Parken, København lørdag den 12. juni 2021. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Men sådan blev det ikke. Jeg fik til min store glæde uret, og jeg må sige, at glæden voksede i mig både fredag og lørdag, hvor jeg opholdt mig i København. Jo tættere, vi kom på kampen, jo mere føltes det hele som »de go’e gamle dage«, hvis jeg må bruge det udtryk om en tid, der ligger blot halvandet år tilbage. Alle syntes klædt i rødt og hvidt. Folk samledes om Storkespringvandet. De jyske fans gik tur på Strøget. Folk drak øl og sang sange. Specielt den om Robert Skov. Og jo tættere, jeg kom på stadion på min cykeltur langs søerne, jo mere intens blev stemningen. Jeg ankom to en halv time før kampstart, og på det tidspunkt var allerede en summen foran Parken. Rød/hvide farver. Forventning. Glæde. Der var en vidunderlig stemning af, at vi allesammen igen var sat fri og kunne være fælles om noget, som mindst halvdelen af Danmarks befolkning er optaget af.

Der var også mange finner i gaderne, hvilket medvirkede til fornemmelsen af, at vi omsider var tilbage ved den rigtige form for afviklingen af fodboldkampe. Jeg har gennem hele foråret kommenteret kampe i Superligaen uden udebanefans. Det er bedre end ingenting. Men det er stadig forkert. Fodbold er jo kappestrid og konkurrence. Vi har brug for to hold. Både på og udenfor banen.

Synet og lyden af Parken føltes også rigtigt. Vel var bruset ikke helt det samme, som når hver en plads er besat, men der stadig var patos over nationsalsangen. Opbygningen var perfekt. Endelig skulle vi spille den EM-slutrundekamp, vi havde gået og ventet på i halvandet år. Meget har vores nationalstadion oplevet. Men aldrig dette. Det var en drøm, der gik i opfyldelse.

Jeg brugte selv udtrykket, at det føltes som om, der hviler en forbandelse over dette EM. Selvfølgelig en irrationel tanke. Den slags findes ikke. Men det var bare svært at finde ord for de følelser, der ramte os i minutterne efter, at Christian Eriksen faldt til jorden.

Mine første tanker gik naturligvis til Christian Eriksen og hans familie. Men de gik altså også til dansk fodbold, DBU og hele kulturen omkring vores landshold. Det føltes bare så surrealistisk og urimeligt, at den slags skulle ske netop for den største spiller på den største aften.

Om ikke andet, blev vi i går aftes mindet om, at fodbold er meget mere end et spil. Vi nåede heldigvis at genopleve, hvor meget, det kan forene os. Men vi erfarede også, hvor hårdt, det kan ramme os.

Det var en forbandet aften i Parken.