Næsten seks dages indlæggelse og uvished er nu slut for Christian Eriksen.

For efter at være blevet udskrevet fra Rigshospitalet fredag er den 29-årige danske stjerne nu hjemme hos familien i Odense.

Og der venter derfor nogle afgørende uger for landsholdsspilleren, hvis fodboldfremtid bliver klarlagt den kommende tid.

Det skriver den italienske sportsavis La Gazetta dello Sport, som mener at vide, at Eriksen er ved at lægge en plan for de kommende uger i samarbejde med Inter.

Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

Helt konkret skriver mediet, at klubbens lægepersonale angiveligt har anmodet DBU om at få indsigt i Eriksens lægejournaler, som er blevet opdateret efter indlæggelsen på Rigshospitalet.

Klubbens ledelse kræver nemlig, at danskeren skal igennem stort set de samme undersøgelser og hjertetest, som han netop har gennemgået den seneste uges tid.

Derfor forlyder det da også, at Christian Eriksen rejser hjem til Milano allerede i midten af juli.

Her skal det afgøres, om danskeren har en fremtid i Inter og Serie A.

Christian Eriksen blev hyldet torsdag aften i Parken.
Christian Eriksen blev hyldet torsdag aften i Parken. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Det italienske medie havde fredag aften taget plads foran det sted i Odense, hvor Christian Eriksen de næste uger skal bruge tid sammen med familien.

Og her fik avisens udsendte journalist da også en kort kommentar fra Inter-spillerens kæreste, Sabrina.

»Han har det godt. Nu er vi her og har bare brug for lidt hvile og lidt ro,« lød det fra hende.

Christian Eriksen blev fredag udskrevet fra Rigshospitalet efter en vellykket operation.

Danskeren har dermed fået indopereret en såkaldt ICD-enhed, som er den type hjertestarter, han skulle have.