»Der sker jo ikke noget herude på landet, så vi var seks gutter, der skulle ind og have noget god stemning,« fortæller Mathias Larsen, der endte sin lørdag aften med en særlig gestus til fodboldlandsholdets Christian Eriksen.

Til daglig bor den 21-årige pædagogmedhjælper i Jyderup på Vestsjælland.

Han har normalt sæsonkort til landsholdets kampe, men det er ikke lykkedes ham at få billetter til den aktuelle EM-slutrunde, og derfor måtte han sammen med sine venner lørdag aften se Danmarks åbningskamp mod Finland på en bar i Indre København.

Her udviklede den festlige begivenhed sig som bekendt til et uhyggeligt mareridt, hvor landsholdets store midtbanestjerne Christian Eriksen kollapsede og skulle modtage hjertemassage – inden han heldigvis kom til bevidsthed og kørt til Rigshospitalet.

Foto: FRIEDEMANN VOGEL
Vis mere

Mathias Larsen og hans venner så kampen på den engelske tv-kanal BBC, og her var man ikke lige så hurtig som DR til at klippe væk fra de uhyggelige billeder af Christian Eriksen.

»Det var ret skræmmende at se på. Der blev meget stille på pubben, og de fleste sad med tårer i øjnene,« fortæller Mathias Larsen.

»Det ramte mig hårdt, Han betyder så meget for al fodbold i Danmark. Han fortjener bedre,« fortsætter Mathias Larsen, og så var det, at han fik en idé.

Efter kampen kom han nemlig forbi en tatovør, og her fik han lavet en tatovering til ære for Christian Eriksen.

Mathias Larsens nye Christian Eriksen-tatovering.
Mathias Larsens nye Christian Eriksen-tatovering. Foto: Privatfoto
Vis mere

»Jeg var i tvivl, om der skulle stå 'C. Eriksen' eller 'Kong Christian',« fortæller Mathias Larsen, der gik med det første.

Som Brøndby-fan fik han derudover tilføjet teksten 'Keep Attacking' med henvisning til, at Brøndby-træner Niels Frederiksen i en af de sidste kampe i mesterskabssæsonen stod på sidelinjen med et skilt med netop dette budskab.

»Jeg har et par tatoveringer i forvejen. 'Keep Attacking' skulle jeg have lavet i forvejen,« forklarer Mathias Larsen, der her et par dage efter stadig er glad for sin tatovering.

»Jeg har ikke fortrudt. Overhovedet ikke. Den er, som den skal være. Det er et minde for livet.«

Mathias Larsen.
Mathias Larsen.
Vis mere

Mathias Larsen er i dag tilbage i Jyderup, men planen er, at han på næste mandag er tilbage i København, hvor de skal se Danmarks sidste gruppekamp mod Rusland på storskærm ved Øksnehallen.

Landsholdet har brug for din hjælp. Flag på den vildeste og mest kreative måde – hjælp med at gøre Danmark rød og hvid under EM!

Del dine bedste, sjoveste og mest kreative flagbilleder og -videoer med B.T. og vind fede præmier! Send til flag@bt.dk og LÆS MERE HER. #FLAGFORDANMARK