England, Kroatien og Tjekkiet er alle videre fra gruppe D ved EM efter sejre til England og Kroatien tirsdag.

Det har ikke været lige kønt gennem de tre kampe, men England levede tirsdag op til favoritrollen ved at vinde gruppe D ved EM.

Det skete efter en 1-0-sejr over Tjekkiet i gruppefinalen på Wembley.

England slutter dermed på syv point uden at indkassere et mål i gruppespillet, mens Tjekkiet med nederlaget bliver treer med fire point.

Tjekkerne er dog videre i turneringen som én af de fire bedste treere.

Andenpladsen i gruppen gik til viceverdensmestrene fra Kroatien, der med en 3-1-sejr over Skotland også endte på fire point, men med flere scorede mål end Tjekkiet.

Kroatien skal dermed spille ottendedelsfinale på mandag i Parken i København, mens Skotland er færdige ved slutrunden.

De engelske spillere får til gengæld lov til at blive i London og på Wembley med gruppesejren. Her møder England nummer to i gruppe F i ottendedelsfinalen.

England fik en fremragende start på opgøret, da Raheem Sterling ramte stolpen efter blot to minutter på et lob over målmanden.

Den hurtige Manchester City-fløj tog dog revanche ti minutter efter. Jack Grealish lagde et indlæg over de tjekkiske forsvarsspillere til fjerneste stolpe, hvor Sterling dukkede op og headede bolden i nettet til 1-0 med sit andet EM-mål.

Tjekkiet havde også muligheder i første halvleg, men spillet blev domineret af England.

Det ændrede sig ikke meget efter pausen i en kedelig anden halvleg uden mål.

I den anden kamp i Glasgow kom Kroatien foran efter 17 minutter ved Nikola Vlasic.

Kort før pause kunne de skotske fans dog juble, da Callum McGregor udlignede til 1-1. Den glæde varede dog kun et kvarter ind i anden halvleg, hvor Luka Modric drønede en yderside op i krydset.

Senere bankede Ivan Perisic det sidste søm i den skotske kiste. Kroatien vandt 3-1.

/ritzau/