Han er blot 20 år gammel, men kom hurtigt på alles læber.

For Mikkel Damsgaard gjorde en særdeles flot figur i Danmarks seneste kamp mod Belgien, hvilket har betydet store roser efterfølgende.

Han er blevet sammenlignet med flere store stjerner, herunder Laudrup-brødrene. Og selvom der ikke er tvivl om, at Mikkel Damsgaard er god, er det dog stadig om at være påpasselig, lød det fra Preben Elkjær i TV3 Sports studie lørdag aften.

»Han er et stort talent, det vidste jeg faktisk godt, for jeg har også fulgt ham i Sampdoria, hvor de allerede trækker store veksler på ham,« sagde den tidligere landsholdsspiller inden han kom med et lille opråb:

»Han er et stort talent, men pas nu på ikke at lægge for meget over på ham. Han er 20 år, det var hans anden landskamp. Rolig nu. Men der er masser af talent i ham, ligesom der er i rigtig mange af de andre spillere vi har,« sagde Preben Elkjær i studiet.

En betragtning, Michael Laudrup er enig i. Han kalder det et internationalt fænomen, at unge spillere pludselig bliver sendt mod stjernerne med raketfart. Og det skal man passe på med, lød det fra den tidligere landsholdsspiller.

»I England er det helt grelt. En spiller, der spiller to eller tre gode kampe, så er der ingen grænser. Han kan blive verdens bedste inden for næsten en måned eller to.«

»Det er synd for de spillere. Lad dem nu vokse både på landsholdet og på deres klubhold. Så skal vi nok se. Her snakker vi om en 20-årig. Vi har set det mange gange før. Jeg synes, man skal tage det lidt roligt og ikke lade sig rive med af nogle få kampe,« sagde Michael Laudrup.

Kasper Hjulmands tropper skal mandag spille den sidste gruppekamp mod Rusland. Den kan du følge LIVE her på bt.dk.