Det var det, alle talte om efter kampen.

Laserlyset.

Sociale medier kogte over efter Danmarks nederlag til England i onsdagens EM-semifinale.

For midt i kampens vigtigste øjeblik – det engelske straffespark – kunne man pludselig på tv-billederne ane en grøn plet, der dansede på Kasper Schmeichel.

En person blandt publikum ramte Kasper Schmeichel med et laserlys, da England skulle til at tage straffe i forlænget spilletid.
En person blandt publikum ramte Kasper Schmeichel med et laserlys, da England skulle til at tage straffe i forlænget spilletid.
Vis mere

Schmeichel reddede dog straffesparket, inden Harry Kane scorede på riposten. Siden har det europæiske fodboldforbund – UEFA – åbnet en disciplinærsag mod englænderne netop på grund af laserlyset, der kom fra en endnu ukendt person.

Da landsholdet torsdag landede i København, fortalte Kasper Schmeichel selv om oplevelsen. Og selvom nettet kogte over, mærkede han intet i den afgørende situation, der viste sig nok for England, der kunne booke plads til finalen.

»Jeg oplevede det ikke på straffesparket, fordi det var bag ved mig på min højre side,« siger Schmeichel adspurgt om episoden og fortsætter:

»Men jeg oplevede det i anden halvleg. Jeg sagde det til dommeren (Danny Makkelie, red.) og jeg tror, han sagde det videre. Jeg ved det ikke,« lyder det fra den danske landsholdskeeper.

Jannik Vestergaard talte om episoden efter nederlaget til England.

»Jeg så det ikke ved straffesparket, men jeg lagde mærke til det i første halvleg og så også, at Pierre (Emile Højbjerg, red.) gjorde dommeren opmærksom på det i løbet af anden halvleg,« fortalte han.

Laserlyset er blot én af tre ting, som UEFAs disciplinærudvalg er i gang med at undersøge.

De to andre sager omhandler brugen af pyroteknik på tilskuerpladserne, mens man også kigger nærmere på såkaldte 'forstyrrelser under nationalmelodien'. Englænderne buhede under den danske nationalmelodi.

Danmarks næste opgave i landsholdssammenhæng bliver 1. september mod Skotland i VM-kvalifikationen. Her har danskerne fået en flyvende start med tre sejre i tre kampe.