Det er glohedt i England. Og i de kommende dage kan det blive endnu varmere, mens Danmark kæmper for sin videre EM-skæbne.

Faktisk kan det blive så varmt, at der er udsendt en advarsel om en ekstrem hedebølge, der søndag kan give England sin varmeste dag nogensinde.

Aftenen inden, lørdag klokken 20.00, spiller Danmark den tredje og afgørende EM-kamp mod Spanien, og landstræner Lars Søndergaard regner med, at det bliver særdeles hårdt for spillerne – men han håber, at tidspunktet for kampen hjælper lidt på temperaturen.

»Jeg tror, at klokken 20.00 bliver lidt mere humant at spille i, men der er ikke nogen tvivl om, at det bliver hårdt for os,« siger Søndergaard, der allerede har måttet tage en konsekvens af varmen i England.

»Normalt plejer jeg at give pigerne en krammer efter kampen, men efter den første kamp har jeg undgået det, for spillerne var simpelthen drivende våde.«

Man må formode, at storfavoritterne fra Spanien er mere vant til den varme, der venter i weekenden, men alligevel var der opløftende nyt til Danmark efter 1-0-sejren tirsdag.

Spanien blev slået af Tyskland, og derfor skal der 'blot' tre point til for at sikre kvartfinalepladsen og andenpladsen i gruppe B.

»Det er dejligt at kunne gå ind til kampen mod Spanien og vide, at en sejr – der ikke nødvendigvis skal være på flere mål – vil bringe os videre.«

Foto: JUSTIN TALLIS
Vis mere

»Det er et andet udgangspunkt, men det bliver stadig svært, og det er et rigtig godt hold, vi skal op mod. Nu sætter vi os ned og ser, om vi kan gøre noget, der kan overraske dem. Det er jeg ikke sikker på, vi kan, men vi skal i hvert fald bringe selvtilliden og gejsten videre og spille vores chance,«

Han afviser helt og holdent, at en løsning mod de stærke spaniere kan være at stille sig ned og parkere bussen.

»Vi vil gerne op at stresse dem og spille på deres halvdel nogle gange, det er vigtigt. Nogle gange kommer de til at spille os langt ned, og vi skal være i stand til at stå der, men at parkere bussen fra start, det vil være et selvmål.«

Danmark slog tirsdag aften Finland med 1-0, og du kan læse B.T.s dom over de danske spillere HER.