»Vi venter spændt.«

Forud for onsdagens genåbningsforhandlinger er der mange, der krydser fingre. Blandt dem er Kevin Helsinghof, der er kommerciel direktør i DGI Byen, og som fra på fredag åbner dørene for de fodboldfans, der skal se EM på storskærm ved Øksnehallen i København.

Men som det ser ud nu, bliver det en forholdsvis lille fest.

De nuværende restriktioner betyder nemlig, at pladsen på Kvægtorvet ved Øksnehallen kun kan byde velkommen til 1.200 fans, der vil blive opdelt i tre forskellige zoner.

Dagens forhandlinger kan dog ændre på det hele, så endnu flere rød-hvide danskere med klaphatten på og en fadøl i hånden kan se EM-bold på storskærm.

»Vi håber jo allesammen på, at vi kan blive endnu flere, og kunne vi bare hæve det til 1.800, ville det jo være fantastisk,« siger Kevin Helsinghof til B.T.

Det var tirsdag formiddag, at der blev åbnet for billetsalget til de københavnske storskærmsarrangementer ved Ofelia Plads og Øksnehallen. Her var interessen for at sikre sig de gratis billetter enorm.

»Vi oplevede et kæmpe pres. Det var virkelig voldsomt, hvor mange der ville have fat i billetterne, og jeg tror, vi kunne have solgt 100.000,« forklarer den kommercielle direktør.

Ved VM-slutrunden i 2018 var der storskærmsarrangementer over hele landet, men sådan bliver det ikke denne sommer.
Ved VM-slutrunden i 2018 var der storskærmsarrangementer over hele landet, men sådan bliver det ikke denne sommer. Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Vi bliver jo kontaktet fra nær og fjern af folk, der ikke fik billetter. Så jeg håber, at der på vegne af den interesse bliver kigget på det her.«

Direktøren kommer samtidig med et bud på, hvor mange der kan lukkes ind, hvis politikerne for alvor trykker på speederen.

»Hvis man kunne give den fuld skrue, ville vi godt kunne have plads til 3.000 personer, men det er måske mere ønsketænkning,« siger han.

Uanset hvad er man dog klar til at skrue festen op.

»Jeg har ikke tal på, hvor mange forskellige planer vi har lavet de sidste mange måneder. Så skulle det vise sig, at der kommer en lempelse af restriktionerne, så kan jeg bare sige, at vi er klar.«

Kevin Helsinghof oplyser, at alle billetter indtil videre er blevet givet til fans, og at eventuelle nye billetter også udelukkende vil gå til dem.

Det er onsdag eftermiddag, at Folketingets partier vil sætte sig ved forhandlingsbordet i Justitsministeriet. De fortsætter forhandlingerne, indtil en plan er på plads, lyder meldingen fra Folketinget.