Kristian Krabbe har fulgt det danske herrefodboldlandshold i tyk og tyndt i over et årti og var klar til EM i Danmark.
Men med en annullering af sine billetter står han tilbage og kan se, at billetter i samme kategori nu kan købes som en officiel pakkeløsning af Uefa med en god middag for næsten det tidobbelte.
»Det er træls, for at sige det på godt jysk. Det er frustrerende, når vi nu har gået og glædet os til EM, og vi har været godt opsat på det, siden vi købte dem i 2019,« fortæller Kristian Krabbe til B.T.
»Man bliver frustreret, når der så er billetter til salg i samme sektion, bare til ti gange den pris vi selv betalte.«

Kristian Krabbe er en del af den lokale roliganforening, hvor han sammen med en masse andre har været til stort set samtlige hjemmelandskampe i de seneste 15 år. Derfor skulle EM på dansk jord være kronen på værket.
»Fodboldlandsholdet har altid været en del af den danske kulturarv, og jeg har fulgt dem, siden jeg var en lille dreng,« fortæller han og fortsætter:
»Det der Uefa-slogan, som er 'All about football', det er næsten lige til at lukke op og skide i, for at sige det rent ud. Det handler kun om penge for dem.«
Sammen med sine gamle folkeskolekammerater havde Kristian Krabbe billet til Danmark-Rusland, og det var såkaldte A- eller kategori 1-billetter, da de gerne ville opleve kampen på forreste række. Nu kan tilsvarende billetter købes meget dyrere gennem Uefa i såkaldt 'Hospitality'-form.

Kristian Krabbe er ikke den eneste, som er skuffet. Det samme er Jan Kristensen, som skulle have oplevet Danmark-Belgien med sin søn med samme type billet som Kristian Krabbe.
»Jeg var så heldig, at jeg havde fået den i 60-års fødselsdagsgave, og det kunne ikke være en bedre gave med en far/søn-oplevelse til et EM i Danmark mod verdens nummer et. Han havde brugt pengene på, at vi skulle sidde på de allerbedste pladser.«
»I forvejen var det en stor spand kold lige hovedet, at man ikke kunne komme ind at se landsholdet i første omgang. Men man kan kun blive forarget over det, hvis situationen er, at folk med mange penge nu kan købe de billetter, vi oprindelig havde købt!«
Jan Kristensens søn er medlem af fanklubben og kvalificerede sig til at kunne komme med i lodtrækningen om at købe billetter. Her kunne han købe to billetter for 2.750 kroner. Gennem UEFA kunne de købe 'Hospitality-tickets' til minimum 8.200 kroner stykket, som nu er udsolgt – nu koster de dyreste 18.600 kroner stykket.

»Det er for galt, og jeg kunne sige rigtig mange bandeord over det. Det går jo ud over de fans, som er der til hver eneste kamp, og som er hjertet af landsholdet,« lyder det fra Jan Kristensen.
»Jeg havde min søn med for første gang som syvårig i Parken, og nu var det hans tur til at give mig en kæmpe oplevelse, ligesom hans første kamp var. Men nu må vi droppe kampen i Parken og se den hjemme i fjernsynet.«



