Belgien sendte søndag aften Portugal ud i EM-mørket med en sejr på 1-0 i ottendedelsfinalerne.

Dermed blev det ikke til et titelforsvar for Cristiano Ronaldo & co.

Og det gjorde ondt på de portugisiske stjerner, som lod tårerne få frit løb i omklædningsrummet.

Det fortæller landstræner Fernando Santos efter kampen.

Foto: HANDOUT
Vis mere

»Vi er skuffede og kede af det. Jeg har nogle spillere, der græder i omklædningsrummet.«

»Spillerne gjorde alt. De gav alt, hvad de havde, og der er ikke noget at bebrejde dem,« siger Santos og fortsætter:

»Et nederlag er et nederlag. Jeg har helt ærligt ikke ret mange ord at sige lige nu.«

»Vi ville det her alle sammen og troede på det. Vi havde selvtillid og troede, at vi kunne nå i finalen og vinde. Der er ikke retfærdighed eller uretfærdighed. Vi indkasserede et mål, og vi kunne ikke selv score,« lyder det fra Fernando Santos.

Det blev Belgiens Thorgan Hazard, som knuste de portugisiske drømme med et langskudsmål i første halvleg. Portugal formåede at sætte belgierne under pres i anden halvleg, men trods et par gode muligheder kunne de forsvarende europamestre altså ikke få bolden i mål.

Mens portugiserne må rejse hjem, er Belgien nu klar til kvartfinale mod Italien. Den kamp spilles på fredag.