Det var kedeligt at kigge på gruppespillet ved årets EM, men der skal spilles med 24 hold igen ved EM om fire år, hvor nogle af kampene skal spilles i København. Men derefter kan det blive lavet om igen.

Der har været stor kritik af gruppespillet ved EM i fodbold, som var det første med 24 hold.

To hold fra hver af de seks puljer gik videre - plus de fire bedste treere. Og dermed handlede det fra start af frem for alt om ikke at tabe kampene. EM-finalisterne fra Portugal demonstrerede det tydeligst af alle ved at spille uafgjort i alle tre kampe og snige sig videre på en tredjeplads i puljen.

Portugal havde samtidig fordelen af at kende slut-resultaterne af fire af de andre puljer inden sidste kamp mod Ungarn. Og det er også noget, der har været kritiseret heftigt.

Men formatet står fast til slutrunden om fire år.

»Det er besluttet, at der også bliver 24 hold i slutrunden i 2020,« siger fungerende generalsekretær i det europæiske fodboldforbund (UEFA), Theodore Theodoridis ifølge Skysports.com

EM i 2020 er 60-året for det første EM, og derfor har UEFA besluttet at holde en helt særlig slutrunde.

Kampene spredes rundt i hele Europa på 13 forskellige stadion - bl.a. skal der spilles fire kampe i Parken i København, mens finalen spilles på Wembley i London.

Men der kan ske ændringer med turneringen i 2024, som heller ikke er placeret i noget land endnu.

»Det er helt åbent for 2024, og det bliver en meget interessant diskussion, for der er plusser og minusser ved alle formater,« siger Theodore Theodoridis.

Der er dem, der mener, at UEFA skal gå tilbage til formatet med 16 hold, som blev brugt fra 1996 til 2012. Men der er også forslag om at gå helt op til 32 hold, som man kender det fra VM-slutrunderne. Da både 16 og 32 er en potens af tallet 2, kan der laves en turnering, hvor kun nummer et og to går videre fra gruppespillet.

»Men man må se på hele billedet. Spørger man mig om 32 hold, er jeg imod, fordi det vil ødelægge kvalifikationsturneringen,« siger Theodore Theodoridis.

55 hold skal dyste om de 24 pladser i slutrunden i 2020.