Det blev IKKE nævnt, at Danmark ville blive taberdømt, hvis ikke de enten spillede kampen mod Finland færdig lørdag aften eller genoptog opgøret søndag klokken 12.

Peter Schmeichel har ellers været ude at sige, at den tredje mulighed – skrivebordsnederlaget – blev brugt til at presse spillerne til at fortsætte kampen lørdag aften efter Christian Eriksens hjertesvigt, men det afviser landstræner Kasper Hjulmand.

»Nej, det har jeg ikke hørt noget om. Det har jeg slet ikke hørt,« siger Kasper Hjulmand og tilføjer:

»Der var 100 procent, som jeg oplever det, de gange jeg var inde i dommerrummet, hvor de delegerede også var, og hvor vi diskuterede det, snak om, hvad der kunne lade sig gøre. Vi snakkede lige pludselig om mandag, men det kunne ikke lade sig gøre, fordi der var kamp 16. juni for finnerne. Kunne man så flytte finnernes kamp? Nej, det kunne man ikke,« forklarer Hjulmand og gentager så de to scenarier:

»I kan komme klokken 12, eller I kan spille nu. Det var de to ting, jeg har hørt, og det var de to ting, som dommeren gik ind til spillerne og præsenterede sammen med mig, og det var så der, beslutningen lå.«

»Det er umuligt. Umuligt, at vi kan komme igen klokken 12. Det var den første reaktion. Vi kunne ikke tage hjem og forestille os, at man skulle sidde i bussen og gøre sig klar til at spille igen. Det var umuligt. Og så blev det mere og mere sådan: 'Godt, så lad os gå ud og få det overstået',« slår Kasper Hjulmand fast.

Det gjorde spillerne så, og Danmark tabte en kamp, hvor stjerner som Simon Kjær og Thomas Delaney bad Hjulmand om at udskifte dem ganske kort inde i anden halvleg.

Finland vandt 1-0.