Den danske landstræner Kasper Hjulmand mødte tirsdag pressen forud for torsdagens opgør mod Belgien, hvor der naturligvis fortsat var stort fokus på Christian Eriksen, der kollapsede i EM-debuten mod Finland.

Og det var en glad landstræner, der glædede sig over det billede, som den danske midtbanestjerne tirsdag morgen delte fra sygesengen.

Samtidig afslørede Hjulmand, at Christian Eriksen faktisk så den sidste del af opgøret mod Finland fra Rigshospitalet, selvom han et par timer forinden fik hjertestop og kortvarigt var død.

»Det giver rigtig meget (at Eriksen har det godt, red.). Det, man skal tænke på, er, at det er uvirkeligt, at han sidder der og smiler, og at vi hører, at han så de sidste ti minutter af kampen.«

Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Det, at han sidder der og smiler, skal samles til, at det faktisk er virkelighed. Det giver selvfølgelig endnu et skridt mod, at vi kan koncentrere os endnu mere om kampen. Det betyder alt, at Christian har det godt. Det betyder alt for, at vi kan komme videre,« sagde Hjulmand.

Christian Eriksen er fortsat indlagt på Rigshospitalet, hvor han skal gennem yderligere undersøgelser. Med til det glædelige billede, som Eriksen delte tirsdag, skrev han:

»Jeg har det fint – omstændighederne taget i betragtning. Jeg skal fortsat have foretaget nogle undersøgelser på hospitalet, men jeg er ok.«

»Nu vil jeg heppe på gutterne på landsholdet i de kommende kampe. Spil for hele Danmark. Bedste hilsner, Christian,« lyder fra danskeren på hans Instagram-profil.

Kasper Hjulmand gjorde det på dagens pressemøde klart, at man nu stille og roligt kan begynde at se frem mod torsdagens brag mod Belgien.

»Minutterne, hvor vi er glade og lettede, kommer der flere og flere af. I dag vil vi tage endnu et skridt, og lige nu er jeg fokuseret på at hjælpe spillerne med at forberede sig på kampen mod et af verdens bedste hold.«.

Men han understregede også, at episoden med Eriksens kollaps ikke bare er noget, man ryster af sig.

»Men det var en god dag i går, og det bliver en endnu bedre dag i dag,« sagde den danske landstræner.

Landsholdet træner tirsdag klokken 11 i Helsingør, inden de torsdag klokken 18.00 møder Belgien i Parken.

Efter torsdagens kamp venter Rusland i Danmarks sidste EM-gruppekamp, der spilles mandag i Parken.