Christian Eriksen kollapsede i Danmarks EM-kamp mod Finland og modtog herefter hjertemassage på banen i slutningen af første halvleg.

Kampen er afbrudt ved stillingen 0-0 i det, der er den første kamp for begge holds vedkommende.

Christian Eriksen faldt pludselig om på Finlands banehalvdel, og alle stormede hen til holdkammeraten og kaldte på lægehjælp, som kom ilende med det samme.

De øvrige spillere dannede en ring rundt om Eriksen, og minutterne efter stod de og græd og virkede alle dybt rystede over situationen.

De finske spillere forlod banen efter omkring ti minutter.

Kort efter blev Eriksen også fragtet ud af banen på en båre af lægerne. De danske spillere gik med ud.

Det Europæiske Fodboldforbund, Uefa, oplyser, at kampen er afbrudt.

Tilskuerne i Parken står tilbage meget stille, og der er en summen over den danske nationalarena.

Tilskuerne er over højttalerne bedt om at blive siddende, mens der afventes yderligere information.

- Vi kommer med yderligere information så hurtigt som muligt, siger stadionspeakeren.

/ritzau/