Øv, øv, øv! De trofaste roligans må opgive drømmen om at overvære den første danske EM-semifinale i 29 år.

De skrappe coronaregler i Storbritannien gør det umuligt at komme ind i London tidsnok og overvære onsdagens gigantiske EM-brag mod værterne fra England.

Men det bliver alligevel en enorm dansk fodboldfest. London VRIMLER nemlig med tusinder af danskere, der vil støtte landsholdet på ikoniske Wembley.

Her forklarer B.T.s internationale korrespondent, Jakob Illeborg, hvorfor briterne ikke vil lukke de danske fans ind i landet, og om man på nogen måde kan finde et smuthul i reglerne.

Ekstatiske danske fans efter kvartfinalesejren over Tjekkiet.
Ekstatiske danske fans efter kvartfinalesejren over Tjekkiet. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Storbritannien er på vej til fuld genåbning af landet, men vil alligevel ikke lukke danskerne ind. Hvordan kan det være?

»Det her er ikke noget, der er rettet mod Danmark. Briterne har lavet meget skrappe indrejseregler generelt, fordi de ved tidligere lejligheder har oplevet, at det er tilrejsende, som har spredt nye mutationer. Deltavarianten kom eksempelvis til Europa gennem London.«

»Det er et forsøg på at lave en mur, fordi man netop er på en ø. Man vil forhindre ny smitte i at brede sig. Jeg tror faktisk, at briterne kunne være fristede til at lukke danskerne ind. Vi har ikke særlig meget smitte.«

»Men hvis de tillader os at komme ind, giver det ballade – så skal de gøre det samme, hvis de skal spille finale mod Italien eller Spanien, og så har vi et nyt dilemma.«

Glade danskere efter semifinalepladsen blev sikret. Rådhuspladsen i København.
Glade danskere efter semifinalepladsen blev sikret. Rådhuspladsen i København. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Hvor skrappe er indrejsereglerne, hvis man som dansker alligevel tager til London?

»Man skal have et anerkendelsesværdigt formål med rejsen, gå i lang isolation og samtidig købe tre test. Og det er hulens dyrt. Man skal testes både på andendagen og ottendedagen, og de her test koster tusindvis af kroner.«

»Samtidig kontrollerer de britiske myndigheder meget grundigt, om man overholder sin karantæne.«

»Jeg har talt med flere, som forklarer, at de løbende bliver ringet op og spurgt, hvor de er henne, og om de overholder karantænen.«

Danmarks landshold jubler efter 2-1-sejren over Tjekkiet i Baku.
Danmarks landshold jubler efter 2-1-sejren over Tjekkiet i Baku. Foto: Tolga Bozoglu / POOL
Vis mere

Hvad sker der, hvis man tager chancen og bryder isolationskravet?

»Selvom det er fristende, er det en meget dårlig idé at prøve lykken. Man kan få en meget stor bøde, hvis de britiske myndigheder kan påvise, at man ikke spiller efter reglerne. Du kan få en bøde på op til 10.000 pund – cirka 86.000 kroner.«

Er der en eller anden form for kattelem for danskerne – eksempelvis hvis man har et forretningsmøde i England?

»Der er meget skrappe restriktioner i forhold til, hvad dit ærinde er, og om du er der med et anerkendelsesværdigt formål. Jeg vil ikke udelukke, at man kan slippe ind. Men man skal jo følge reglerne og derfor have et møde eller et ærinde, og hvis det så falder sammen med fodboldkampen, kan det i princippet godt lade sig gøre. Men problemer er isolationskravet, og det gør det svært – med mindre man har et helt særligt job, som fritager en for restriktionerne.«

Fodboldfans jubler og fejrer Danmarks EM-kvartfinalesejr over Tjekkiet. Rådhuspladsen i København lørdag den 3. juli 2021.
Fodboldfans jubler og fejrer Danmarks EM-kvartfinalesejr over Tjekkiet. Rådhuspladsen i København lørdag den 3. juli 2021. Foto: Philip Davali
Vis mere

Vi så massive folkemængder samle sig i Londons gader efter kvartfinalesejren over Ukraine. Det ligner ikke, der er en pandemi i gang. Hvordan er coronasituationen i England?

»Der er mere end 25.000 nye smittetilfælde dagligt. Det er lidt absurd, for det er det mest vaccinerede land i Europa, og alligevel er det dem, der har et problem med deltavarianten. 98 procent af al smitte er med den indiske variant.«

»Smitten er meget koncentreret blandt visse etniske grupper – det var eksempelvis inderne, der tog deltavarianten med, og det er også mange af dem, der nu er hårdt ramt. Særligt dem, der ikke har villet lade sig vaccinere.«

»Man forventer, at smitten nu har nået sit peak, og faktisk er briterne også på vej mod en fuldstændig genåbning. Den 19. juli forventes det, at alle resterende restriktioner bliver smidt. Men det er selvfølgelig afhængigt af, hvad der sker med deltavarianten.«

Engelske fodboldfans fejrer kvartfinalesejren over Ukraine lørdag aften i London.
Engelske fodboldfans fejrer kvartfinalesejren over Ukraine lørdag aften i London. Foto: HENRY NICHOLLS
Vis mere

Er det din vurdering, at der vil blive lagt et politisk pres for at få lempet isolationskravet, så de danske fans alligevel kan komme til London?

»Hvis premierminister Boris Johnson siger, at han vil have danskere på stadion, så vil det gøre sagen nemmere. Men vi skal ikke forvente det. Det her er i høj grad en administrativ beslutning, der træffes af sundhedsmyndighederne. Problemet er, at hvis danskerne får lov, så vil andre lande kræve det samme.«

Heldigvis ved vi, at mange danskere har bosat sig i London. De kan nu få del i de 5.000 billetter, der er reserveret til danskerne. Tror du, de bliver udsolgt?

»Vi skal glæde os over, at London er en danskerby. Man siger uofficielt, at London er den femtestørste danske by. Tidligere sagde man, at der var 50.000 danskere i byen, men det tal er nok faldet efter Brexit. Men jeg lover dig, at de kommer til at tage billetterne!«

Semifinalen mellem England og Danmark skal spilles på ikoniske Wembley i London. Og det bliver med maksimalt 5.000 danske tilskuere.
Semifinalen mellem England og Danmark skal spilles på ikoniske Wembley i London. Og det bliver med maksimalt 5.000 danske tilskuere. Foto: CARL RECINE
Vis mere

»Jeg har ofte været til koncerter i London, hvor danske bands har fyldt kæmpe koncertsale kun med danskere. Så det bliver helt sikkert ikke et dansker-tomt Wembley, og jeg ved, at det bliver en fest for de mange danskere, der bor derovre. Jeg er helt sikker på, at de 5.000 billetter bliver udsolgt!«

EM-semifinalen mellem England og Danmark spilles onsdag klokken 21 på Wembley.