It's coming home, it's coming home, it's cooo…

»Har den nogensinde været hjemme?«

Spørgsmålet er Kasper Schmeichels, det er retorisk, og det falder knastørt i halen på et spørgsmål om, hvad det ville betyde for de to danskere, der til dagligt spiller i England, at stoppe »fodbold« fra at »komme hjem« til England.

»Har I nogensinde vundet det?« fortsætter Kasper Schmeichel i sit drillende humør, inden den engelske journalist febrilsk hiver engelsk guld fra 1966 frem.

»Var det ikke VM?« siger Kasper Schmeichel og har fuldstændig ret.

Men det er blevet en stor ting i England at tale om, at »det kommer hjem«, og det er ikke mindst takket være fodboldevergreenen med titlen 'Three Lions' af Baddiel & Skinner & Lightning Seeds fra 1996, da England afholdt EM.

Frasen kender Kasper Schmeichel om nogen efter så mange år bosiddende i England som både barn og voksen.

»For at være ærlig har jeg ikke tænkt over, hvad det vil betyde at stoppe England, men derimod hvad det ville gøre for Danmark. Jeg har fokuseret meget lidt på det engelske landshold. Det betyder ingenting for mig,« siger Kasper Schmeichel.

Foto: NAOMI BAKER
Vis mere

England er hans andet hjemland, men for Kasper Schmeichel er der ingen tvivl om, hvor hjertet hører til. Og hvor han hører til.

Så når den danske landsholdsmålmand tænker på EM-semifinalen onsdag aften, tænker han ikke på mulig engelsk fiasko. Han drømmer om dansk succes.

»Det handler om, hvad det vil gøre for vores land derhjemme. Den glæde, det vil give til et land med kun 5,5 millioner indbyggere at være i stand til at gøre noget i den stil og at konkurrere med de lande, som vi kæmper imod. Jeg har ikke brugt mange tanker på Englands følelser i det her,« siger Kasper Schmeichel.

Skulle man være i tvivl om, hvor den danske landsholdsmålmand føler sig mest hjemme, slår han det altså helt fast. Der er kun Danmark for Schmeichel.

Foto: NAOMI BAKER
Vis mere

Og han er dybt berørt af den støtte, som han og holdkammeraterne har modtaget siden Christian Eriksens kollaps i den første EM-kamp mod Finland.

»Det har gjort det for Danmark som land, at vi som nation har oplevet noget ret chokerende, og det har bragt landet meget tæt sammen. Den støtte, som vi har oplevet derhjemme, er ulig noget, som jeg nogensinde før har oplevet i min karriere og i mit liv. Og det er usikkert, at jeg nogensinde kommer til at se noget lignende igen,« siger Schmeichel og slår fast:

»Det viser, hvad fodbold kan gøre. Det er grunden til, at vi spiller holdsport. Når en af dine holdkammerater er i problemer, er dine venner der for dig. Jeg tror, det er derfor, vi har mærket så meget kærlighed alle steder fra – men især hjemmefra.«

Onsdag aften vil han og de ti andre danske landsholdsspillere måske ikke på samme måde kunne mærke lige så stor opbakning på Wembley, hvor de fleste af de 60.000 tilskuere vil være engelske. Men det ændrer ikke på, at danskerne er klar til kamp – i London og hjemme i Danmark.