Irriteret, skuffet, ærgerlig og frustreret.

Det beskriver meget godt de følelser, som Kasper Hjulmand står med lige nu efter nederlaget til England.

For et straffespark i den forlængede spilletid blev nemlig afgørende. Men det skulle aldrig have været dømt, mener den danske landstræner.

»Der er mange ting, der gik imod os. Jeg har set straffet igen, og jeg synes, det er tyndt. Der var desuden to bolde på banen længe, men når alt det er sagt, så gjorde vi alt, hvad vi kunne,« siger han til DR efter kampen.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Efter at have været så tæt på en sensationel finaleplads, var det et ekstremt skuffet landshold, der gik i omklædningsrummet efter kampen.

»Jeg har to følelser. Det er dyb, dyb skuffelse og stolthed. Jeg synes, vi havde mulighederne, og jeg er så skuffet over, at vi ikke kom i finalen. Men der er også en stolthed over den her rejse, vi har været igennem, og den måde, vi har spillet på. Men den perspektivering er svær lige nu,« forklarer Hjulmand og tilføjer:

»Vi har spillet med ekstrem stor intensitet i den her turnering, men vi kunne ikke opretholde det. Og så synes jeg, det er ærgerligt, det mål de får. Der var flade batterier, og vi var flade til sidst.«

En skade til Mathias Jensen gjorde, at Danmark måtte spille hele anden halvleg af den forlængede spilletid med en mand i undertal, og derfor var det da også en ekstra ærgerlig følelse, som Hjulmand stod med efter kampen.

De danske spillere var ikke tilfredse med kampens dommer, Danny Makkelie.
De danske spillere var ikke tilfredse med kampens dommer, Danny Makkelie. Foto: LAURENCE GRIFFITHS
Vis mere

»Jeg skal nok forsøge at perspektivere senere, men lige nu er jeg rigtig skuffet over, at vi ikke nappede den. Vi var så tæt på at gå i en finale, og når man er så tæt på og går i forlænget, så fylder skuffelsen lige nu. Giv mig nogle timer, så skal jeg nok perspektivere. Det gode ved den her historie er, at det ikke er sidste gang, vi står her,« afslutter han.

Danmark tabte med 1-2 til England efter et kæmpe drama.

I videoen øverst i artiklen kan du se højdepunkter – og dermed det omdiskuterede straffespark – fra opgøret.