Hold nu op, hvor leverede de danske fans en fremragende og nærmest uhørt opbakning til det danske landshold i Parken mod Belgien.

Selv om det endte med et ærgerligt 1-2-nederlag til de kyniske verdensettere, havde Kasper Schmeichel overskud til masser af ros rettet mod fansene efter de 90 minutter.

»Jeg har oplevet og set mange ting i min karriere, men der er intet, der slår det her. Det kan godt være, der var 25.000 tilskuere, men det lød til, der var 75.000,« siger landsholdsmålmanden og fortsætter:

»Vi ville selvfølgelig helst have belønnet opbakningen med et point eller en sejr. Men vi spiller en fantastisk kamp og mangler lidt held i dag.«

Foto: STUART FRANKLIN
Vis mere

En stolt Kasper Schmeichel sagde afsluttende, at han mener, at kommentarerne de seneste dage omkring Danmark har været helt rigtige.

»Det, som er blevet sagt om os de seneste dage, er sandt. Vi kæmpede til det sidste og spillede en fantastisk god kamp. Men de sætter en af verdens bedste fodboldspillere på banen, og han gør selvfølgelig en forskel. Han er vel uden sammenligning den bedste spiller i England.«

Målmanden talte om Manchester Citys Kevin De Bruyne. Han kom på banen efter pausen, ændrede kampen med det samme, scorede mål og lavede oplæg.

Den belgiske superstjerne Romelu Lukaku talte kort efter slutfløjtet med TV3 Sport, hvor han blev spurgt ind til Christian Eriksens kollaps betydning for kampen.

»Jeg fortalte Kasper Hjulmand og Simon Kjær, at jeg respekterer dem som mænd. De reddede min vens liv, og det sætter jeg pris på. Deres karakter i dag var utrolig. Jeg måtte sætte mine følelser til side i første halvleg, fordi jeg tænkte på Christian,« sagde han og fortsatte:

»Danmark skal blive ved med at tro på det. De skal gøre arbejdet færdigt mod Rusland på mandag.«

Selv om det er blevet til nul point i de første to EM-kampe i København, er Danmark på ingen måde ude af EM. Landsholdet kan stadig komme videre på flere måder. Læs alle scenarierne HER.