Sommeren 2020 bliver ikke den store fest, som mange fodboldfans havde set frem til.

EM blev udskudt et år, og Åge Hareide fik næppe den afsked som landstræner, han havde drømt om. Men nu disker en 37-årig midtjyde alligevel op med en hyldestsang til nordmanden - og til landsholdet.

»Vi har gjort det før - vundet i rødt og hvidt... Det fynske bøgetræ er byttet ud med Norges granit. Alle sofatrænerne brokker sig og er så klog' - For Twitter-fodboldfans er 1-0 ikke nok.«

Sådan lyder nogle af stroferne i sangen, der har fået navnet 'For Danmark', og som udkommer i dag, hvor EM 2020 skulle være startet.

En hyldestsang til Åge Hareide og landsholdet udkommer i dag. Her ses den tidligere landstræner efter kvalifikationen til EM 2020 blev sikret i Dublin tilbage i november 2019.
En hyldestsang til Åge Hareide og landsholdet udkommer i dag. Her ses den tidligere landstræner efter kvalifikationen til EM 2020 blev sikret i Dublin tilbage i november 2019. Foto: DAVID KLEIN
Vis mere

Inspirationen til sangen er blandt andet hentet på sociale medier, fortæller idémanden bag den uofficelle EM-sang, Jeppe Lindegaard:

»Inspirationen er samlet flere steder, men især på Twitter, som er et sjovt sted at følge med, når der er landskamp,« siger han og fortsætter:

»Ofte skriver folk, at intet er godt nok, og vi spiller for kedeligt. Alle fra fodboldfans, der selv føler, at de ved bedst.«

Det var oprindeligt planen, at sangen skulle udgives i forbindelse med EM-slutrunden, som i år ville finde sted i blandt andet København. Coronaepidemien fik dog sat en stopper for de planer.

37-årige Jeppe Lindegaard står bag den uofficielle EM-sang, der udgives i dag.
37-årige Jeppe Lindegaard står bag den uofficielle EM-sang, der udgives i dag. Foto: Filip Rasmussen
Vis mere

I stedet er slutrunden udskudt til næste sommer, men det bliver med en ny mand på trænerbænken, da norske Åge Hareide denne sommer er blevet afløst af Kasper Hjulmand.

En afsked med landsholdet, som ærgrer den 37-årige selvstændige lyddesigner og komponist.

»DBU har ikke rigtigt givet Åge den afsked, han kunne have fortjent. Han blev lidt listet ud af bagdøren og er ikke rigtigt blevet anerkendt for at være den mest vindende danske landstræner nogensinde,« siger Jeppe Lindegaard.

For at give Hareide den fortjente cadeau vælger Jeppe Lindegaard nu at udgive sangen, der skrevet i samarbejde med vennen Filip Rasmussen.

»Sangen er både til Åge og til landsholdet. Landsholdets sammenhold bliver fremhævet. Vi har en sindssygt solid organisation, som ikke lukker mange mål ind, og resultaterne taler sit tydelige sprog,« siger han og fortsætter:

»Det tager udgangspunkt i Åge, men involverer også landsholdet og de fans, som følger holdet i tykt og tyndt. Men det er klart, at nu hvor Åge stopper, så er det den del, der er mest væsentlig, for spillerne kan spille igen til næste år, men det kan Åge ikke,« siger Jeppe Lindegaard om baggrunden for sangen.

B.T. har viderebragt nyheden om hyldestsagen til Åge Hareide, der - i stedet for at styre de danske tropper til EM - har indledt sin sommerferie i København.

»Jeg er da glad for, hvis folk har lavet sådan en sang. Det gør bare, at folk har været tilfredse med det, vi har lavet de seneste år,« siger nordmanden.

'For Danmark' bliver i dag udgivet på Spotify og på YouTube, hvor sangen ledsages af en musikvideo bestående af danske roligans' egne optagelser.

Noget, der har fået stor opbakning, hvor Jeppe Lindegaard fortæller, at han i et samarbejde med folkene bag Facebook-siden 'De Danske Roligans' modtog klip fra 20-30 forskellige personer.

Landsholdets sammenhold bliver også nævnt i sangen. Her ses spillerne efter den sidste kamp mod Irland i 2019, der sikrede kvalifikationen til det nu udskudte EM 2020.
Landsholdets sammenhold bliver også nævnt i sangen. Her ses spillerne efter den sidste kamp mod Irland i 2019, der sikrede kvalifikationen til det nu udskudte EM 2020. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

På trods af den store opbakning ligger det dog ikke umiddelbart i kortene, at Jeppe Lindegaard vil lave endnu en EM-sang til næste år, når den udskudte slutrunde skal afholdes.

»Jeg lavede den her, fordi jeg havde en idé, som tog udgangspunkt i Åge. Jeg sagde ikke til mig selv, at nu laver jeg en EM-sang. Det kan godt være, at der opstår en ny idé til næste år, men det tror jeg umiddelbart ikke.«

'For Danmark' kan både ses og høres i toppen af artiklen.