Tyrkiet havde knap nok spillet sig i kvartfinalen til EM, før Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdoğan, annoncerede, at han rejste til Berlin for at se sit land spille mod Holland. 

Det var derfor ingen overraskelse, at han befandt sig på stadion. Men de danskere, der kan genkende DBUs formand Jesper Møller Christensen må alligevel have spærret øjnene op, da de så danskeren stå ved siden af Tyrkiets præsident under kampen.

Udover at være DBU-formand er Jesper Møller dog også medlem af UEFAs eksekutivkomité, og herigennem plejer han UEFAs interesser. 

B.T. har derfor spurgt ham og DBU, hvordan han endte med at sidde ved siden af Erdoğan, der oplyser følgende i et skriftligt svar:

Her ses Jesper Møller i midten med præsident Erdogan og hans kone på den ene side og Hollands premierminister Dick Schoof på den anden side. 
Her ses Jesper Møller i midten med præsident Erdogan og hans kone på den ene side og Hollands premierminister Dick Schoof på den anden side.  Annegret Hilse/Reuters/Ritzau Scanpix

»Seating af kongelige, statsoverhoveder, politikere og fodboldrepræsentanter sker efter et nøje fastlagt protokolsystem. Der sidder altid en neutral UEFA-repræsentant imellem de to lande.«

»Da UEFA-præsidenten igår var til kamp i Düsseldorf, var Jesper Møller blandt de tilstedeværende UEFA repræsentanter den øverst rangerende og sad derfor på den neutrale plads med repræsentanter fra Tyrkiet til højre for sig og Holland til venstre,« skriver DBU. 

Jesper Møller var altså den neutrale UEFA-repræsentant med flest stjerner på skulderen. 

B.T. har ligeledes spurgt, hvad de fik talt om under fodboldkampen, men det har DBU og Jesper Møller ikke ønsket at svare på.