1992 var et magisk år for de mange fodboldinteresserede danskere, men for Kasper Hjulmand er det ikke kun EM-triumfen, der gør året særdeles mindeværdigt.
1992 var også året, hvor den nuværende landstræner mødte sit livs kærlighed, Vibeke, som han i dag har tre børn med, og som gennem 29 år har støttet sin mand i en karriere, der i disse dage peaker med trænertjansen for et landshold, som har skabt EM-feber i Danmark.
I starten af EM-jubelåret er Kasper Hjulmand en sportsgal ung mand på 19 år fra Auning i Djursland med et vist talent og en sund drøm om en karriere som forsvarsspiller for Randers Freja.
Her træffer han en beslutning, som medfører den vel nok vigtigste scoring, han har oplevet i efterhånden langt fodboldliv.

»Jeg tror faktisk, det er den bedste beslutning, jeg har truffet,« siger Hjulmand selv om sit ophold på en idrætshøjskole i Vejle – for her møder han ikke bare en flok venner for livet, men også en ung kvinde fra Bornholm.
»Det er jo også lidt sjovt, at det også var på skolen, at han mødte sin kone, Vibeke, som han jo stadig er sammen med i dag. Jeg var med ovre og besøge hende på Bornholm om sommeren, da vi var færdige på højskolen,« husker håndboldikonet Lars Christiansen, som Hjulmand mødte på Vejle Idrætshøjskole, og som i dag fortsat er en af landstrænerens tætte venner.
»Jeg mødte Vibeke – min kone – på højskolen i 1992, og vi er stadig lykkeligt gift, men ellers har jeg stadig mange gode kammerater fra højskolen, blandt andre håndboldspilleren Lars Christiansen. Vi er et slæng på 12-13 stykker, som følger hinandens liv, og det er rigtig godt,« siger Hjulmand til Højskolebladet om mødet med Vibeke i 1992.
I dag er Kasper Hjulmand og Vibeke fortsat gift og bor i et parcelhus i den lille by Allerød i Nordsjælland. Sammen har parret et par efterhånden voksne drenge, Marcus på 22 år og Mikkel på 19 år, og datteren Liva, som er 12 år gammel.

Vibeke Hjulmand, som arbejder som kursussekretær, har fulgt sin ambitiøse 49-årige mands opstigen i fodboldens til tider opslidende verden – fra en opgivet karriere som aktiv spiller som 26-årig over en voksende status i det danske trænermiljø fra ungdomstræner i Superliga-klubber til landstræner.
Selvom Kasper Hjulmand, siden han sensationelt førte FC Nordsjælland til guldet i 2012, har været en af de mest profilerede trænere herhjemme, findes der kun få billeder af parret sammen, for eksempel ved enkelte fodbold-prisshows.
Kasper Hjulmand er da også en person, som synes at værne om sin familie og privatlivet. Men ved en enkelt lejlighed har Vibeke og Kasper som par for alvor stukket snuden frem.
Det var mange år, før Hjulmand var 'noget ved musikken'. I år 2000 deltog det dengang unge kærestepar nemlig i DR-underholdningsprogrammet 'Hjælp, skal vi giftes?' De var blevet tilmeldt uden deres vidende.
Her skulle Hjulmand og hans udkårne så teste, om de nu også var de rette for hinanden. Det var de, viste det sig, og parret blev belønnet med en krydstogtrejse.
Et endnu vigtigere skæringspunkt i Vibeke og Kaspers liv sammen var, da Hjulmand i 2015 fik et drømmejob i Bundesliga-klubben Mainz. Her sagde Vibeke sit job op og rejste med sin mand til Tyskland med deres tre børn.
Det var en hård omstilling, har det før lydt fra ambitiøse træner, der ikke skjuler sin sympati for sin kones 'ofringer':
»Jeg har et par venner, der også er flyttet til udlandet med deres arbejde, men de har haft weekenderne til at lave noget med familien og opleve det land, de er flyttet til. Mine børn har ikke deres far hjemme lørdag og søndag, og det er et yderligere pres på specielt min kone, som står med det hele. Vi havde forberedt os på det, men det gør det ikke mindre hårdt,« sagde Hjulmand i 2015 til Euroman.
En anden episode, som for alvor har kaldt på støtte fra Vibeke og børnene, var under det igangværende EM, hvor landsholdet nu i mere end en måned har måttet undvære samvær med familie og venner i deres coronaboble.
Her sendte Eriksens kollaps midt i EM-euforien i Finland-kampen chokbølger gennem landsholdet og verden. Spillerne og staben fik efterfølgende lov til at have kort samvær med deres nærmeste.
»Jeg fik selv en mulighed for at se min kone og mine børn ganske kort. Og det var rigtig vigtigt for mig. Det havde jeg brug for,« lød det nogle dage efter den chokerende hændelse fra Hjulmand, som havde brugt store mentale ressourcer som chef for et landshold, der var nødt til at kæmpe videre ved EM.
Nu er Eriksen-episoden kommet på afstand. Og Hjulmand er fuldt ud koncentreret om opgaven, som hedder at føre Danmark så langt som muligt ved EM – gerne hele vejen ligesom i den magiske sommer for 29 år siden.
»Selvfølgelig savner vi vores familier. Jeg har fået at vide, at de også savner mig, men jeg skal ikke komme hjem foreløbig. Det er det samme med spillerne efter alt, hvad de har været igennem,« siger Hjulmand op til Tjekkiet-kampen, som han har fuld fokus på at vinde.
»Vi savner vores familier og vores kære. Men vi er et godt sted, og vi er privilegerede,« siger landstræneren, som altså først satser på et gensyn efter finalen den 11. juli.


