Han skulle have været der. Selvfølgelig skulle han det. Danmarks 10er.
Men landsholdet gjorde flot arbejdet færdigt i ottendedelsfinalen mod Wales uden Christian Eriksen, der som helt ung ellers huserede i arenaen i Amsterdam, hvor den danske 4-0-triumf fandt sted.
»Jeg har ham virkelig med hele vejen. Jeg kunne godt have tænkt mig at have haft ham med på dette stadion og opleve de her ting og spille med drengene,« siger Kasper Hjulmand på pressemødet efter Danmarks knusende sejr.
»Det første hjem, efter han forlod Fyn, fik han her, og han kom ned som 16-årig og spillede på denne bane og har haft det her stadion som sit andet hjem,« uddyber landstræneren om Christian Eriksen, som er ude af EM, efter at han i den første kamp mod Finland chokerende faldt om med et hjertestop.

Kasper Hjulmand siger, at han har været i tvivl, om Danmark kunne rejse sig fra den frygtelige episode med holdets vellidte superstjerne. Men to ting gjorde forskellen, siger han.
»Hele vejen frem til EM, med den kvalitet, vi har haft igennem længere tid, har vi været optimistiske, og vi troede på hinanden. Da det frygtelige skete med Christian – i det sekund ændrede alt sig for mig og for alle andre. Der ryger meningen med det hele,« siger Hjulmand og fortsætter:
»Hvad det skulle blive til derfra, har jeg været meget i tvivl om – hvad vi kunne rejse os til. Derfor er jeg også taknemmelig over, at folket har hjulpet. I har alle givet os lige præcis det, vi har haft brug for: opbakning. Rent faktisk bare kærlighed. Det har givet os vinger,« siger landstræneren og sender også en bunke roser afsted til sine spillere, som trynede Wales i en kogende Johan Cruijff Arena.
»Og så beundrer jeg drengene dybt. Alt var ikke kønt, men der er virkelig saft og kraft bag alt, hvad de laver. Uanset hvem vi putter ind på banen, spiller de megagodt. Drengene leverer et fantastisk stykke arbejde.«
Det kan de danske spillere passende fortsætte med, når de møder vinderen af kampen mellem Holland og Tjekkiet i kvartfinalen på lørdag om en uge i Baku.


