Danmark var et tvivlsomt straffespark fra finalen efter et fejende flot EM.

Men var den succesfulde slutrunde bare en enlig svale, hvor alt flaskede sig, eller er der mere i vente for landsholdet i de kommende år, hvor VM og EM nærmest kommer som perler på en snor?

Det er Kasper Hjulmand overbevist om, selvom han dog ikke ønsker at give garantier.

»Min fornemmelse er, at vi kan gøre det igen. Og min fornemmelse er, at vi kan blive endnu bedre. Jeg tror sindssygt meget på det her hold og den kvalitet, vi har. Jeg tror på meget store ting for det her hold.« siger Kasper Hjulmand efter Danmarks ærgerlige exit fra EM efter et 2-1-nederlag til England i semifinalen.

Foto: JUSTIN TALLIS
Vis mere

Landstræneren tager dog midt i sin tro på sit mandskab sine forbehold for fremtidig dansk succes på linje med det, holdet har oplevet under denne slutrunde.

»Men man ved det ikke. Slutrunder er finurlige. Der kan ske mange ting. Der er lodtrækning, held og marginaler – sådan er det i fodbold – og de her knockoutkampe er meget lige,« siger Hjulmand, som mod England oplevede, at de berømte marginaler ikke var med Danmark efter et tvivlsomt straffespark, som englænderne fik tildelt.

Men det slår ham alt så ikke ud, og nu ser han frem til at starte forberedelserne mod efterårets kvalifikationskampe frem mod VM i Qatar. Derefter gælder det EM allerede om tre år.

»Der er ingen tvivl om, at når vi lige har sundet os, og når vi mødes igen til september, hvor vi faktisk inden for næsten tre år har to slutrunder, som vi kan kvalificere os til, så har vi fået blod på tanden,« siger Kasper Hjulmand.

Foto: LAURENCE GRIFFITHS
Vis mere

Han finder trøst i og bakker sin tro op på historien, som har vist, at et landsholds slutrundesucces kan komme i stimer:

»Man skal huske på, at nogle af de her hold, som går hele vejen, nogld gange lige har haft et tilløb. England kom eksempelvis i semifinalen ved VM sidst og er der nu igen,« siger Kasper Hjulmand.