Mens de fleste landsholdsspillere i tre uger har trænet fuldt med i EM-lejren, har situationen for Christian Nørgaard været anderledes.

Den kommende Premier League-spiller var hverken med i testkampene mod Tyskland eller Bosnien, og selv derefter fik han sig en lille smule mere tid, før der fra onsdag i sidste uge blev trænet for fuld skrue oven på en lyskeskade.

Siden har han imponeret så meget på træningsbanen, at han mod Belgien var første indskifter. Christian Nørgaard erkender, at skaden kunne have kostet ham EM-pladsen, og er taknemmelig for, at landstræner Kasper Hjulmand havde is i maven.

»Når man møder ind i en trup som skadet, skal man som landstræner gøre sig nogle overvejelser, og jeg er glad for den beslutning, Kasper traf i forhold til at give det tid, så jeg ikke skulle være en del af kampene mod Tyskland og Bosnien,« siger Christian Nørgaard og tilføjer:

Nørgaard kom ind i EM-truppen med en skade.
Nørgaard kom ind i EM-truppen med en skade. Foto: HANNAH MCKAY
Vis mere

»For havde han sagt det, skulle jeg måske have presset det igennem, og så var jeg ikke sikker på, at jeg ellers havde klaret den, men jeg er glad for, at han gjorde, som han gjorde, og jeg fik den tid, jeg skulle have for at blive helt klar,« lyder det fra Nørgaard.

»Jeg er et eller andet sted bare meget taknemmelig for, at jeg er her, og at jeg har spillet mod Belgien, for på et tidspunkt var der også en sandsynlighed for, at jeg ikke kunne være med på grund af denne her skade, så jeg er glad for, at jeg er kommet mig og er klar til at bidrage igen,« understreger den 27-årige danske landsholdsspiller, der nu kan håbe, at spilletiden mod Belgien er en indikation på, at han kommer til at få en større rolle mod Rusland på mandag.

»Jeg ved ikke, hvordan de taktiske dispositioner er frem mod kampen, og hvordan min rolle ser ud, men jeg kan bare sige, at jeg nærmer mig mere og mere det niveau, jeg gerne vil være på efter at være mødt ind i gruppen med lidt for mange skavanker. Jeg er ved at være tilbage nu og er klar til at give den gas,« siger han dagen efter, hvad han kalder for en 'god' dag.

Fredag blev Christian Eriksen nemlig udskrevet fra Rigshospitalet efter sin indoperering af en hjertestarter, og stjernen over dem alle tog direkte til Helsingør for at se sine holdkammerater.

Nørgaard kom ind mod Belgien som den første indskifter.
Nørgaard kom ind mod Belgien som den første indskifter. Foto: WOLFGANG RATTAY
Vis mere

»Det var en rigtig god oplevelse, vi alle sammen havde til træning. Vi så ham og hans familie, og vi fik alle sammen givet ham en krammer. Vi så ham smile og joke, det var, hvad vi alle sammen havde brug for. Det gav alle energi og et smil på læben frem mod en vigtig kamp på mandag,« siger Nørgaard og fortsætter:

»Han virkede som i godt humør og har naturligvis mange ting, som skal tænkes igennem, og det vil jeg egentlig ikke snakke så meget om. Det er hans og familiens sag. Jeg kan bare sige, hvad jeg så, og der lignede det en glad mand, og et eller andet sted er det også et mirakel, at Christian er glad og levende på grund af den hurtige behandling, han fik,« forklarer han og bemærker, at alle på landsholdet trængte til at give deres kammerat en krammer efter den forfærdelige oplevelse i lørdagens kamp mod Finland.

»Vi vidste jo, at han havde det godt. Det havde vi fået at vide af Boesen (landsholdslægen, red.), men der var noget ved at se ham med egne øjne og få givet ham et kram. Det var, hvad vi alle trængte til. Om det giver noget ekstra energi frem mod mandag, det kan jeg ikke svare på. Men jeg kan bare sige, at det var en god dag i går,« slutter Christian Nørgaard.