Det var et af de store spørgsmålstegn forud for udtagelsen af EM-truppen.

Ville Mathias 'Zanka' Jørgensen lige nøjagtig snige sig med blandt de 26 spillere, eller ville han blive vraget? Tirsdag aften kom svaret så. Han er med.

Den 31-årige danske forsvarsspiller har ellers været ret så svingende i sine præstationer på et FC København-mandskab, der har skuffet fælt i Superligaen i denne sæson.

Derfor var der også mange, der var både overrasket og forundret over, at der alligevel var blevet plads til 'Zanka'. B.T.s liveblog fra landsholdsudtagelsen blev nærmest bestormet af læsere, der spurgte, hvordan Kasper Hjulmand dog kunne vælge 'Zanka' over Brøndbys formstærke midtstopper Andreas Maxsø, der netop er blevet dansk mester, eller Alexander Scholz, der af mange anses som Superligaens bedste forsvarsspiller.

Mathias 'Zanka' Jørgensen var blandt de 26 navne, som Kasper Hjulmand tirsdag aften udtog forud for EM-slutrunden.
Mathias 'Zanka' Jørgensen var blandt de 26 navne, som Kasper Hjulmand tirsdag aften udtog forud for EM-slutrunden. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Og det svarede landstræneren på. Det handler nemlig om relationer, forklarede han efterfølgende.

»En slutrunde er kulminationen af et hold, der er bygget op, og jeg ser ikke fodbold sådan, at man bare tager én spiller ud og en anden ind, og så fungerer tingene. Fodbold er relationelt. Det vil sige, at aftalerne på et fodboldhold, og at man ved, hvad vi hinanden gør, er ekstremt vigtigt, og det er ekstremt vigtigt til en slutrunde.«

»Det er meget, meget svært at tage nogle chancer med nogle relationer, hvor der er nogle ting, der har virket. 'Zanka' har spillet rigtig gode landskampe og har været en vigtig del af det her hold. Han har mange relationer med de forsvarsspillere, der i forvejen er der.«

Kasper Hjulmand pointerede også, hvordan den erfarne forsvarsspiller spillede en stor rolle under VM-slutrunden i 2018.

Kasper Hjulmand har udover 'Zanka' blandt andet også fundet plads til Nicolai Boilesen og Anders Christiansen i den danske EM-trup.
Kasper Hjulmand har udover 'Zanka' blandt andet også fundet plads til Nicolai Boilesen og Anders Christiansen i den danske EM-trup. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Til sidste VM spillede han ved siden af Simon Kjær i en del af kampene, og i efteråret var han rigtig, rigtig dygtig i de kampe, jeg havde ham med. De relationer, som Zanka har, og opbygningen af holdet frem mod EM har han været en stor del af, og derfor er jeg helt tryg ved, at når der bliver peget på ham, så stepper han op,« forklarede Hjulmand.

Mathias 'Zanka' Jørgensen skal da også finde arbejdshandskerne frem, hvis han vil være en del af en startopstilling til sommerens slutrunde.

Kasper Hjulmand har således også Simon Kjær, Andreas Christensen, Jannik Vestergaard og Joachim Andersen til rådighed på de centrale forsvarspositioner, ligesom Nicolai Boilesen også flere gange i FC København har bevist, at han kan spille i midterforsvaret.

'Zanka' står noteret for 34 landskampe for Danmark.