Hvis der er én mand, der har haft en ekstrem seneste måned, så er det Kasper Hjulmand.

For den danske landstræner har nemlig stået i spidsen for et hold, der har oplevet en vanvittig rutsjebanetur de seneste uger.

Først et forfærdeligt chok med Christian Eriksens kollaps i Parken og dernæst en EM-rejse, der var tæt på at ende med det helt store rød-hvide mirakel.

Men netop Eriksens uhyggelige kollaps sidder stadig i kroppen på Hjulmand, afslører han i DRs optaksstudie søndag aften:

Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Jeg er slet ikke kommet mig over det, for jeg har ikke fået det bearbejdet endnu. Det kommer til at tage noget tid. Den seneste måned har vi jo stort set kun været fokuserede på kampene.«

Kasper Hjulmand fortæller videre, at den dramatiske aften i Parken har påvirket både ham og alle spillerne helt ekstremt:

»Den aften er stadig lidt sløret for mig, for der var så mange følelser og historier i spil. Det var en ekstrem oplevelse, for vi så jo Christian miste livet.«

Netop derfor ventede der da også flere krisepsykologer hjemme på Hotel Marienlyst den pågældende aften til at tage imod de chokerede danske stjerner.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Det var umenneskeligt at skulle ind i Parken og spille imod Belgien få dage efter, og jeg talte med mange om, hvorvidt det var forsvarligt af os at spille videre i turneringen. Jeg var virkelig i tvivl,« siger landstræneren.

En landstræner, der søndag aften får det svært, når finalen mellem Italien og England fløjtes i gang.

For det var nemlig Danmark, der skulle have trukket finaletrøjen over hovedet i stedet, lyder det:

»Jeg har ikke kunnet finde ro, siden jeg kom hjem. Den mulighed, der glippede for os, irriterer mig grænseløst. Jeg er stadig dybt skuffet over, at vi tabte til England, og den kamp sidder stadig i mig. Vi var så tæt på, og vi havde fornemmelsen af, at vi kunne vinde.«

Danmark tabte onsdag aften semifinalen til England med 1-2 på Wembley efter forlænget spilletid.

I stedet skal Italien og England mødes i finalen, som du kan følge i B.T.s liveblog lige HER.