Danmarks EM-succes går absolut ikke ubemærket hen.

Interessen for de succesfulde spillere stiger, men også Kasper Hjulmands aktie er om ikke eksploderet, så steget gevaldigt i løbet af de seneste par uger. Som man ser det med spillerprofiler, der katapulterer sig op i højere luftlag med store slutrunde-præstationer, gælder det samme med Kasper Hjulmand.

Den danske landstræner har vist sin trænergerning frem med en offensivt indstillet og moderne spillestil.

Men Kasper Hjulmand har også i sin håndtering af Christian Eriksens kollaps bevist sig som en topmoderne træner med klar kommunikation og fremragende mandskabsbehandling.

Foto: Claus Bech
Vis mere

Det er alle egenskaber, der er i høj kurs i større europæiske fodboldklubber. B.T. har talt med kilder i toppen af fodboldmiljøet, der samstemmende fortæller, at Kasper Hjulmands navn under EM har løftet sig derop, hvor det ikke længere er hylden med belgiske topklubber, der er loftet. Derop, hvor ingen danske trænere har været før.

Med de rigtige resultater og en god præstation mod Wales og i en eventuel kvartfinale vil Kasper Hjulmand således arbejde sig ind i søgelyset hos klubber fra subtoppen i de største ligaer som Bundesligaen og Premier League. Altså blive et decideret emne på listen, når de klubber lige under de allerstørste går på markedet efter en ny træner.

Selv er Hjulmand dog – heldigvis for Danmark – slet ikke interesseret i at skifte landstrænerjobbet ud lige nu.

»Det tænker jeg slet ikke på. Lige nu har jeg verdens bedste job. Peter Møller har taget mig ind og givet mig lov til føre denne proces videre, og jeg er slet ikke færdig. Jeg er, hvor jeg skal være,« siger Kasper Hjulmand selv.

Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Kasper Hjulmand siger det klart, og dermed skal DBU heller ikke bekymre sig for meget om at miste deres succestræner. Unionen har dog også allerede ved kontraktindgåelsen med Kasper Hjulmand sikret sig, at interesserede klubber ikke bare kan komme ind og plukke landstræneren.

Der er nemlig ifølge B.T.s oplysninger ingen frikøbsklausul i Kasper Hjulmands DBU-kontrakt. Det betyder, at eventuelt interesserede klubber, hvis det engang når dertil, skal forhandle en pris på plads med DBU.

Intet tyder dog på, at DBU skal bekymre sig om det, for Kasper Hjulmand er stærkt dedikeret til sit landsholdsarbejde. Så dedikeret, at han ifølge B.T.s oplysninger slet ikke har ønsket at alliere sig med en agent, som man ellers ser flere og flere store trænere gøre det. Hjulmand brugte den danske agent Michael Stensgaard i forhandlingerne med DBU, inden han blev ansat som dansk landstræner, men samarbejdet med den tidligere målmand er nu sat på pause.

Kasper Hjulmand har dedikeret sig tungt til landstrænertjansen i de her år, og han sidder da også på en kontrakt, der først udløber i 2024. Og med et EM, der har krævet al fokus, samt et VM bare halvandet år væk, kredser landstrænerens tanker næppe om fremtidige klubjob og den store interesse.

Det ændrer dog ikke på, at Kasper Hjulmand lige nu er ved at bygge sig selv op til træner på et niveau, hvor de rigtig sjove tilbud lander på bordet. Lige nu handler alt dog om EM og den ottendedelsfinale, der venter i Amsterdam mod Wales.