Nogle finaler går over i historien for spillet på banen eller et bestemt mål. Spaniens 4-0-sejr over Italien i 2012, David Trezeguets Golden Goal mod Italien i 2000 og John ’Faxe’ Jensens »rammer den i røven«-mål mod Tyskland i 1992.

EM-finalen 2016 vil blive husket for Cristiano Ronaldos tårer og den sværm af møl, som lysende stadionlamper natten over havde inviteret inden for til en hovedrolle i Paris. Symbolsk nok var det en spillemæssig mølædt affære mellem værtsnationen Frankrig og undertippede Portugal, der endte 0-0 efter ordinær spilletid.

Men 11 minutter før straffesparkskonkurrencen slog Portugals angriber Eder til. Med et spark fra lang distance stjal han og Portugal EM-guldet for snuden af de franske favoritter på hjemmebanen. Og gjorde Ronaldos tårer til glædestårer.

Da først den franske DJ David Guetta havde blæst en lille procentdel af mølsværmen ud af Stade de France med sit baspumpende EM-tema, var det Frankrig, der forsøgte det samme med Portugal. De første ti minutter var ét stort pres mod det portugisiske mål, og topscorer Griezmann fik naturligt nok de to største chancer.

Manden med de seks EM-mål inden finalen sparkede først skævt til en bold, og efter 10 minutter kunne han have scoret et af EMs flotteste mål. Dimitri Payet lagde et perfekt indlæg, og lille Griezmann fik med tophovedet dirigeret bolden mod mål, men en flyvende Rui Patricio stod i vejen for det mål.

Første halvlegs største drama handlede bare ikke om mål eller chancer. Det handlede om Cristiano Ronaldo. Ramt hårdt af Dimitri Payet gik den portugisiske verdensstjerne i jorden med knæproblemer. Med våde øjne, et møl i panden og siddende på græsset lignede han en færdig mand ved det EM, han drømte så meget om at afgøre.

Real Madrid-stjernen kæmpede videre med et mumificeret ben, inden EM efter 24 minutter af finalen var slut for ham. På en båre med tårerne trillende ned ad kinderne.

Antoine Griezmann kunne 20 minutter efter pausen have gjort sin portugisiske bedstefar ked, da hans 175 centimeter nåede højest op og i det lille felt bare skulle ramme målet for at score. Men han kom ikke tættere på Michel Platinis ni mål ved en slutrunde.

Et kvarter før tid fik Giroud så chancen i den position, hvorfra han scorede mod Island. Rui Patricio var igen i vejen. Og et minut inde i overtiden var det André-Pierre Gignac med mexicansk klubadresse, der ramte indersiden af stolpen.

Forlænget spilletid skulle der til. Og her var Portugal tættest på, da Eder steg op til et hjørne og headede på mål, og da Raphael Guerreiro sparkede et frispark på overliggeren. Men nej. Eder blev helten - og gjorde Portugal til europamestre 2016.