EM-euforien bobler, Danmark koger af fodboldfeber, og troen på en gentagelse af triumfen ved EM i 1992 er stor. Kæmpe stor.
Det kunne lige så godt være sommeren 2021, men vi skal faktisk spole tiden tilbage til EM i 2004.
Her stod Danmark overfor Tjekkiet i EM-kvartfinalen med et landshold, der havde masser af profiler i store klubber.
Martin Laursen, Thomas Gravesen, Martin Jørgensen, Jon Dahl Tomasson på toppen af karrieren anført af Morten Olsen i sin storhedstid som dansk landstræner.

To dage inden den afgørende kvartfinale havde Grækenland slået de forsvarende mestre fra Frankrig ud af kvartfinalen, og derfor ville grækerne, der endte med at vinde EM, vente i en eventuel semifinale.
»Jeg troede dengang, vi kunne gå hele vejen og tage guldet, ligesom jeg tror, at Danmark kan i år. Jo mere jeg tænker over det, jo flere ligheder er der til EM i år,« siger den daværende forsvarsprofil Martin Laursen til B.T og fortsætter:
»Vi tænkte, at hvis vi vandt over Tjekkiet, så var det ikke et frygtindgydende hold, vi skulle spille imod i semifinalen. Det så rimeligt overkommeligt ud på papiret. Vi havde spillet så godt. Personligt havde jeg en kæmpe forhåbning om, at vi skulle i en EM-finale. Jeg troede virkelig på det,« siger Laursen.
Men sådan skulle det ikke gå. Danskerne blev most af tjekkerne i anden halvleg og røg ud med et brag på 3-0.

Lørdag aften møder Danmark igen Tjekkiet i en EM-kvartfinale. 17 år efter nederlaget i Porto jagter danskerne revanche i Baku.
»Jeg sammenligner meget vores landshold i dag med dengang, fordi forventningerne også var store. Vi havde en god trup og spillede alle i store europæiske topklubber.«
»Det gjorde det bare til en kæmpe skuffelse, da vi tabte til Tjekkiet. Den stod 0-0 ved pausen, og vi spillede pisse godt. Men så scorede Jan Koller på et hjørnespark, hvor jeg ikke kom op til ham. Bang – to kasser fra Milan Baros ud af ingenting. Så var vi ude,« lyder det fra den tidligere AC Milan-spiller.
Samme oplevelse havde Martin Jørgensen, der spillede 85 minutter i nederlaget.

»Jeg kan huske, vi var lidt kede af at skulle møde tjekkerne, fordi de havde været det bedste hold i slutrunden, men vi havde samtidig også en tro på egne evner. Der var gode muligheder for at nå langt,« husker Jørgensen.
Selvom lighederne er mange, er der ét punkt, hvor dagens landshold adskiller sig fra 2004-årgangen, mener Laursen.
»Vi mærkede også kæmpe opbakning, men det er bare vildere i år end noget andet. Det hele eksploderer i noget positivt, efter Christian (Eriksen, red.) fik det godt.«
»Da Christian faldt om, havde jeg en følelse af, at alt var fuldstændig ligegyldigt. Men holdet er kommet ovenpå igen, og de har kunnet mærke en kæmpe energi fra alle. De har et godt hold og en god træner, det ser rigtig godt ud.«

Det mener Martin Jørgensen også.
»Lørdag er vi favoritter, og det var vi ikke dengang i 2004. Styrkeforholdet er vendt på hovedet, og jeg håber, de kan revanchere vores nederlag,« siger han.
Martin Laursen er ikke i tvivl.
»Jeg er overbevist om, de vinder. Kasper Schmeichel siger det rigtigt hele tiden: 'De skal nyde det. Det er ikke hver dag, man får sådan en mulighed'. De virker til at være gode til at ramme den rette blanding af at nyde øjeblikket og være fokuseret. Jeg er ikke bekymret,« siger han.
Danmark møder Tjekkiet klokken 18 lørdag. Et opgør, du kan følge før, under og efter her på B.T.
