»Jeg kan mærke, at Danmark vinder EM.«

Det er Gulddreng 'Helt sikker' på i singlen, som han har udgivet i anledning af EM. Men hvem er egentlig på Gulddrengs guldhold? Han sætter sin startopstilling her.

Træner
»Remee. Det behøver jeg vist ikke at forklare. Men fordi han altid har haft succes med alt, han har rørt.  Og han ville helt sikkert holde nogle fede efterfester efter en sejr.«

Målmand
»Kasper Schmeichel. Han er selvskreven og behøver egentlig ikke nogen forklaring, men I får den alligevel. Han er altid helt sikker på kassen. Holdet bliver bedre, når de har en mand som ham. Og så kan jeg ikke stå for hans golden retriever-energi.«

Forsvar
»Daniel Agger. All time favorit. En fyr, der vægter loyalitet lige så højt som en iskold enliters fadøl. Noget, jeg har stor respekt for.«

»Mikkel Kessler. En overraskelse for nogle, men jeg er helt sikker på, at kombinationen af Kessler og Agger er livsfarlig.«

»B.S. Christiansen. Manden er en dræbermaskine, men samtidig en kæmpe teamplayer. Ethvert hold med respekt for sig selv har en jægersoldat på holdkortet.«

Midtbane
»Michael 'Kongen' Laudrup. Ja, nok ikke en overraskelse. Manden kan gå på vandet. En gud blandt dødelige. Han er selvskrevet.«

»Thomas Gravesen. Her har vi en mand, der vil skide på, om du er Robinho eller Roland Møller. Han er klar til at slagte dig, hvis du går i vejen. Derfor er han selvfølgelig også selvskrevet til mit hold.«

»Allan Simonsen. Spurven fra Vejle. Den eneste dansker, der har vundet Ballon D'or og kan løbe om hjørner med alle.«

»Gilli. Det kan godt være, at han har tynde ben, men han kan sateme løbe hurtigt. Han er kendt for at gå sent i seng og stå tidligt op, og du skal saftsuseme stå tidligt op, hvis du skal følge med Gilli.«

Angriber
»Mikkel Hansen. Største udfordring med Mikkel bliver at få ham til ikke at bruge hænderne, men hvis man kan det, har man en livsfarlig angriber.«

»Lord Nicklas Bendtner af Amager. Manden er lige så god til at score mål, som han er til at score damer. Den er helt sikker.«

»Frederik 'Slikræven' Fetterlein. Sæt ham til at fiske på toppen, så skal han nok få klatten ind mellem stængerne.«