Joakim Mæhle er manden, som de fleste snakker om efter EM-semifinalenederlaget til England.

Den unge nordjyde har spillet en drøm af en slutrunde, men slutter af med at få dømt et straffespark imod sig. Det fik Mæhle til at bryde sammen efter kampen - og Jannik Vestergaard måtte hen og kramme ham.

»Han er jo knust. Han udtrykker sine følelser lidt tydeligere end os andre på det tidspunkt. Vi andre har de samme følelser indeni. Han har spillet en fantastisk slutrunde, og på det tidspunkt lignede han en, der havde brug for et kram. Det ville jeg gerne give ham,« siger Vestergaard om sin holdkammerat.

»Han blev ramt af et straffespark, som, jeg ikke synes, var der. Jeg tror, at det var det, han gik og var ked af. Han har spillet en stor turnering,« lyder det fra Vestergaard.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Han er ked af det lige nu. Det er okay at vise følelser. Det gør vi alle sammen. Vi viser det forskelligt,« siger Daniel Wass om sin holdkammerat Mæhle.

Der var ikke en eneste i den danske lejr, der efter kampen udtrykte, at straffesparket begået af Mæhle burde være dømt.

»Fra mit synspunkt skal der meget mere til i en semifinale for at dømme et straffespark. Vi har set den igen, men der er slet ikke straffe. Det kan godt være, at han var påvirket af de engelske fans, men jeg synes, at det er tyndt straffe,« siger Daniel Wass og fortsætter kritikken af dommeren Danny Makkelie:

»Vi er skuffede over, at vi taber semifinalen, og vi gør det på en kæmpe dommerfejl. Skuffelsen er endnu større, når det er dommeren, der afgør kampen,« udtrykker Wass om et straffespark, som Harry Kane i første omgang brændte.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Men englænderen fulgte op selv op og fik bolden i kassen. Det gjorde ondt.

»Det er en svær pille at sluge, at drømmen om en historisk sommer og noget uforglemmeligt for os spillere skulle ende på sådan en måde. Jeg synes ikke, at der er skyggen af straffespark. Det er ærgerligt, at det er måden, vi skal forlade turneringen på. Men der er ikke noget at gøre ved det,« siger Jannik Vestergaard.

Han havde svært ved at skjule sine følelser.

»Lige nu er det svært at analysere noget. Jeg er meget skuffet - også over måden. Havde de scoret på nogle af de chancer, de havde i åbent spil, havde den været nemmere at sluge. Men jeg er også stolt. Jeg synes, at vi efterlod alt på banen. Det var til tider hårdt i dag. Vi led meget. Vi skulle forsvare dybt og hårdt. Lige nu gør det allermest ondt, men jeg tror, at stoltheden kommer i løbet af de næste par dage,« slutter Vestergaard.