Jeg var så bange for, at han skulle dø.
Jeg stod i studiet hos NRK i Norge, da han faldt om. Jeg kunne ikke tro det. Jeg kunne ikke være der. Jeg måtte hjem.
Jeg løb hjem gennem regnen til min lejlighed i Trondheim. Jeg måtte væk. Jeg måtte være alene. Jeg sad bare og stirrede ud i regnen. Intet gav mening.
Jeg kunne ikke se Christian Eriksen sådan. Det kunne jeg ikke.
Jeg er skideligeglad med resultatet mod Finland. Det betyder ingenting. Det vigtigste for Danmark og fodbolden er, at Christian Eriksen er okay. Livet blev vendt på hovedet på et øjeblik i en af de mest forfærdelige dage, jeg har oplevet.
Det er en tragisk dag for dansk fodbold. Så sort.
Jeg kunne ikke forstå det, da jeg stod i tv-studiet. Jeg forstår det stadig ikke.
Jeg skal spille kamp søndag mod Strømsgodset, og jeg skrev til min sportschef Mikael Dorsin, hvis... hvis Christian døde, så kunne jeg ikke stå i spidsen for holdet. Det kunne jeg simpelthen ikke klare. Det kunne jeg ikke.
Jeg var hurtigt klar over, det ikke var godt. Jeg så billederne på tv. Jeg så spillernes reaktion. Jeg så, de gav ham hjertemassage. Jeg så Sabrina, hans kone. Det var forfærdelige billeder. Det så meget, meget alvorligt ud. Det knuste mit hjerte.
Jeg har aldrig haft så ondt i livet. Christian er verdens bedste uden for banen. At det skulle ske for ham, det er helt forfærdelig.
Han betyder bare så meget for mig.
Jeg har trænet mange hold i mange, mange år. Men jeg har aldrig trænet en spiller som ham, da jeg var dansk landstræner. Det har været en kæmpe fornøjelse. I hele min karriere som træner er han nummer et. Den bedste. Den allerbedste.
Han er altid glad, han er altid nem at snakke med, han gav altid alt. Svigermors drøm. Det er han. Det var så hårdt at se ham ligge der. Jeg var i chok.
Jeg måtte bare vide, hvad der skete med ham. Jeg måtte have vished.
Jeg sendte en sms til Christian Nørkjær, teammanager på landsholdet, i håbet om at få nyt. Jeg sad bare og stirrede ind i væggen derhjemme. Ud på regnen. Hele livet blev sendt på standby. Da jeg fik en tilbagemelding om, at han var i stabil tilstand, blev jeg så glad.
Jeg ville ikke skrive til Christian selv. Jeg har sendt en hilsen til ham via dem, jeg kender omkring holdet.
Spillerne havde selvfølgelig problemer med at fortsætte kampen. Jeg ved, hvilken stemning Eriksen giver i omklædningsrummet. Han betyder alt.
Spillerne var i chok, de var slået helt mentalt ud. Helt forståeligt. Ser du en spiller kollapse på den måde, er det umuligt at komme tilbage. Det kan man ikke.
Men hvis Christian har det godt, så ved jeg, han vil have, de skal spille videre til EM. I hans sjæl ligger fodbolden. Vi ved ikke så meget lige nu, men jeg ved, at de kommer tilbage.
Sådan kender jeg de danske drenge.
