Afbuddene vælter ind til Åge Hareide i november 2016. Men ét specifikt irriterer landstræneren lidt ekstra.

William Kvist, Yussuf Poulsen og Andreas Cornelius er allerede taget hjem efter VM-kvalifikationskampene mod Montenegro og Kasakhstan. Tre dage før den tredje og sidste kamp i denne landsholdsperiode – en testkamp mod Tjekkiet – trækker Martin Braithwaite og Pierre-Emile Højbjerg sig med småskader.

Det bliver Højbjergs sidste landsholdslejr i to år. Åge Hareide har siden fortalt, hvordan han var utilfreds med sin unge midtbanemands reaktion, da han blev pillet ud af 1-0-nederlaget til Montenegro – og med Højbjergs attitude og træning i dagene efter.

Nu fortæller landstræneren, at det faktisk var noget helt tredje, der fik det til at tippe over for ham.

»Det var ikke det, der var specielt afgørende for mig. Det var mere, da han meldte afbud til Tjekkiet-kampen, og der følte jeg næsten, at han ikke ville være med. Det var en følelse, jeg fik. Om jeg havde ret, ved jeg ikke,« siger Åge Hareide nu.

Men følelsen satte sig i Åge Hareide og hang fast længe. At Pierre-Emile Højbjerg ikke var rigtig skadet. At han var lidt for egoistisk på banen for landsholdet.

»Jeg var nogle gange i tvivl om, hvor meget Pierre-Emile spillede for sig selv eller for holdet. Det var jeg nødt til at finde ud af. Jeg måtte lære ham at kende. Han havde voldsomme ambitioner og drive i sig. Men efter kampen mod Montenegro, hvor han meldte afbud til Tjekkiet, var jeg i tvivl om, hvorfor han meldte afbud. Han sagde, han havde en skade, men jeg var lidt usikker på det hele. Derfor var han ude i en periode,« siger Hareide.

En periode på to år. Pierre-Emile Højbjerg var sat af. Åge Hareide ville ikke skabe landsholdet med Højbjerg i centrum. Det skulle være Christian Eriksen i hovedrollen som kreatør med løbemakkeren Thomas Delaney og balancefaktoren William Kvist i stedet for Højbjerg.

»Højbjerg havde lidt af det hele. Han var en løbekapacitet, og det må du ikke misforstå, men han spillede lidt for sig selv på midtbanen. Det var jeg ikke helt fornøjet med. Det var én af grundene til, at han faldt ud af holdet,« siger Hareide.

Pierre-Emile Højbjerg ryger af holdet i Southampton i starten af 2017. I 12 af 19 kampe får han ikke spilletid. Det fortsætter helt indtil december samme år. Derfor er presset på Åge Hareide ikke stort for at få Højbjerg tilbage. Folket forstår det.

Men tiderne vender i 2018. Og i november får Højbjerg anførerbindet om armen i Premier League-klubben for første gang. Der bliver det siddende stort set resten af sæsonen, mens Højbjerg udvikler sig til en profil for Southampton.

Åge Hareide kan snart ikke holde den unge midtbanemand med den brede folkelige appel tilbage. Nordmanden må en tur forbi Højbjerg for at finde ud af, hvordan hans mindset er nu i forhold til 2016.

Højbjerg i kampen mod Montenegro i Parken 11 oktober 2016.
Højbjerg i kampen mod Montenegro i Parken 11 oktober 2016. Foto: Ólafur Steinar Gestsson
Vis mere

»Vi var i Southampton for at besøge ham og Vestergaard. Der talte jeg med ham om mange ting. Blandt andet vigtigheden af at være en del af holdet. Pierre-Emile, tror jeg, havde som ung dreng rigtig mange tanker i hovedet. Måske lidt for mange. Han fik sin fodboldopdragelse under Pep Guardiola i Bayern München og var meget præget af det,« siger Hareide og fortsætter:

»Han har spillet under mange andre store managere. Mourinho. Hassenhüttl, som kom fra Leipzig-systemet. Han er blevet påvirket fra mange sider. Men han har udviklet sin modenhed som spiller. Da han kom tilbage til landsholdet frem mod EM, var han virkelig god. Han kunne også være en game changer. Det var han, da han kom ind i 3-3-kampen mod Schweiz. Han accepterede på en helt anden måde at være en del af holdet. Og at kunne være 12. mand, der kom ind for at gøre sit job. Han forstod, hvor vigtigt det er. Han har altid været en god fodboldspiller, men han er blevet fremragende.«

Samtalen i Southampton bliver vendepunktet i forholdet mellem Åge Hareide og Pierre-Emile Højbjerg. Et forhold, der har været ikkeeksisterende i et langt stykke tid som følge af den unge midtbanemands reaktionsmønster i den landsholdslejr i 2016. Snakken i det sydengelske handlede ikke om for Åge Hareide at lave om på Pierre-Emile Højbjerg.

»Det handlede mere om at kunne forstå hinanden. Du kan ikke pålægge spillerne, hvordan de skal være. Alle har sin egen personlighed. Du må på mange måder fortælle dem din egen opfattelse af dem. Hvordan jeg ser på dem som spiller. Hvad er du god til? Hvad skal du arbejde med?« siger Hareide.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Åge Hareide mødte en noget anden Højbjerg i Southampton. Han ville mærke efter, hvordan han havde udviklet sig, og det viste sig, at der var sket noget med midtbanekraftværket. Han var blevet far. Og Hareide havde ikke lyst til at pille ved den personlighed, der altid har været stærk hos Højbjerg.

»Det er svært at påvirke personligheden. For den skal alle have. Den forandres i livet ud fra alder og erfaring. Din karakter udvikles og ændres. Jeg har haft spillere, der blev anderledes, da de fik børn. De får et større ansvar i livet i stedet for at blot have ansvaret for sig selv. For har du kun ansvaret for dig selv, så ser du kun dig selv,« siger Hareide og tænker Højbjergs faderskab videre ind i rollen på fodboldholdet.

Skal du være en vigtig faktor på et hold, skal du vide, at du skal være en faktor for andre også. Og når du får en familie, får du et ansvar for, at andre skal have det godt. Det lille team skal også fungere. Modenheden, der kom over Højbjerg, skabte en anden fodboldspiller.

Åge Hareide holdt Pierre-Emile Højbjerg ude af holdet, og der kan ske meget på to år. Det gjorde der også med Højbjerg, og derfor kunne landstræneren næsten ikke kende den mand, der vendte tilbage i 2018.

»Han kom tilbage i en helt anden udgave af sig selv. Det var ganske mærkeligt. Han er en selvstændig, god dreng, men han kom tilbage som far til et barn. Han var blevet gift. Og han kom tilbage som en, der virkelig gik op i holdet, virkelig forstod sin vigtighed for holdet. Han kom med en anden figur, men med samme fodboldegenskaber. Han har fart i benene, fantastisk fysik og teknik. Han er udrustet med mange gode egenskaber. På landsholdet, da han kom tilbage, kom han fornyet og i en bedre udgave,« siger Hareide.