Han har været på hele verdens læber.

I et af de mest ekstreme øjeblikke af sit liv og sin fodboldkarriere reagerede den danske landsholdsanfører, Simon Kjær, med det samme.

Da Christian Eriksen kollapsede med hjertestop, førte han an, ydede kritisk hjælp til Eriksen og tog aldrig øjnene væk fra sin ven, mens han trøstede holdkammerater og Eriksens kæreste, Sabrina Kvist Jensen.

Siden er han blevet hyldet af alle lige fra tv-værten Piers Morgan til Milan-legenden Franco Baresi.

Simon Kjær og Kasper Schmeichel har hjulpet hinanden efter Eriksen-chokket.
Simon Kjær og Kasper Schmeichel har hjulpet hinanden efter Eriksen-chokket. Foto: JONATHAN NACKSTRAND
Vis mere

Og det overrasker ikke B.T.s EM-kommentator Åge Hareide, at Kjær har ageret som anfører.

Den tidligere danske landstræner var nemlig manden, der gjorde Milan-spilleren til anfører i 2016.

Her stod valget mellem de to ledere Kasper Schmeichel og Simon Kjær – foruden Christian Eriksen, som Hareide afskrev, fordi han allerede bar en stor offensiv rolle.

Hareide stod med en svær beslutning tilbage i 2016, da han skulle finde en ny anfører efter Daniel Aggers landsholdsstop.

Foto: LEE SMITH
Vis mere

»Valget faldt på Simon, der havde spillet ved siden af Daniel. Han havde masser af international erfaring. Han var ikke den, der skreg eller råbte højest, men han havde samme seriøse tilgang til tingene som Kasper Schmeichel.«

»Forskellen var, at jeg ville have en markspiller, fordi jeg ikke kunne kalde en keeper ud midt under kampen. Det forklarede jeg også til Kasper. Jeg ville have, at Simon skulle lede holdet fra sin position i midterforsvaret. Jeg havde brug for en seriøs mand som ham, som kunne tale med sin tilstedeværelse og autoritet som spiller,« forklarer Hareide og tilføjer:

»Han endte også med at vokse mere og mere ind i anførerrollen. Vi ved, hvad han står for på banen, men han er lige så vigtig uden for banen. Han går meget op i, hvordan folk har det. At de skal have det godt. Under mig løftede han ansvaret som anfører og ledte holdet i to kvalifikationer,« siger nordmanden.

Netop Schmeichel og Kjær har været tætte efter Eriksens kollaps. Kjær afslørede på landsholdets pressemøde søndag, at han havde brugt Schmeichel som støtte. Og her blev han hyldet af den danske keeper.

»Man viser, hvem man er, i sådan nogle situationer. Simon viser, hvem han er som person. Han viser den fantastiske anfører, han er,« lød det fra Schmeichel, der fortsatte:

»At stå og skulle se, hvad der sker, og have overskud til at føre an – det kræver overmenneskelig styrke. En rigtig mand og anfører tør vise følelser. Jeg har sagt til Simon selv, at jeg beundrer ham fantastisk for det. Danmark kunne ikke bede om mere,« lød ordene.

Samme oplevelse har Hareide haft med Kjær, som han kalder et »fantastisk menneske«, og nordmanden har ikke været overrasket over Kjærs håndtering af Eriksen-chokket.

For lederegenskaberne har han set før som landstræner. Det ligger dybt i ham, lyder vurderingen.

Simon Kjær holdt øjene på Eriksen igennem hele redningsprocessen.
Simon Kjær holdt øjene på Eriksen igennem hele redningsprocessen. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Under VM i 2018 var Kjær initiativtager til, at der blev samlet penge ind til et privatfly, så Jonas Knudsen kunne flyve frem og tilbage mellem Rusland og Esbjerg for at se sin nyfødte datter.

»Det viser, hvilket menneske han er, at han tænkte på sin holdkammerat i situationen,« siger han.

Ifølge Hareide har Kjær en god evne til at se, når et hold skal løftes moralsk. Når det skal samles.

Det var der blandt andet behov for i kvalifikationen frem mod VM i Rusland i 2018. Her var Hareide og Danmark kommet skævt fra start med to nederlag i tre kampe. Stemningen skulle løftes.

Derfor arrangerede Kjær en vinsmagning hos landsholdskokken Per Thøstesens restaurant Bistro Boheme.

»På det tidspunkt gjorde det en kæmpe forskel. Han tog ansvaret for, at vi alle skulle have det godt sammen og være rustet til den næste kamp. Det var en flot gestus.«

»Men jeg har en mistanke om, at det hele var planlagt på forhånd, fordi jeg vandt vinsmagningen, og Jon Dahl Tomasson (assistenttræner, red.) blev nummer to. Det lugter lidt,« griner Åge Hareide.

For nordmanden var Kjær hans forlængede arm på banen. På det danske landshold så og ser spillerne til ham for lederskab, og derfor var sparringen mellem Kjær og Hareide vigtig.

»Jeg talte meget om tingene med ham. Når vi mødte ind i lejren, var han altid den første, jeg snakkede med om, hvad vi skulle gøre. Hvordan vi skulle angribe de kampe, vi stod foran. Der spillede han en stor rolle. Simon er en utrolig god samtalepartner og en vigtig mand for det danske landshold,« siger Hareide.

Danmark møder Rusland i den sidste og afgørende EM-gruppekamp klokken 21.00 mandag.