Cirka 103 millioner danske kroner.

Det er den bonus, som venter de engelske verdensstjerner, hvis holdet står som samlet vinder af EM 2021 om en måned. Det skriver Daily Mail.

Det enorme beløb lander dog ikke i lommen på hver spiller, der er udtaget til slutrunden. Nej, pengene skal deles mellem spillerne.

Og hvis det skulle ende i en ultimativ succes for England, så må stjernerne væbne sig med tålmodighed. De får nemlig ikke bonussen udbetalt med det samme.

England er blandt EMs favoritter.
England er blandt EMs favoritter. Foto: CARL RECINE
Vis mere

Daily Mail tilføjer således, at det engelske landshold tidligst vil få pengene sat ind på bankkontoen til efteråret – nærmere bestemt september.

Det skyldes, at den engelske nationalbank har lånt et stort beløb til det engelske fodboldforbund som en hjælp til at komme gennem pandemien.

Der er tale om 1,5 milliarder kroner, og banken vil ikke udbetale en eventuel bonus, før de har fået deres penge tilbage i kassen.

Ifølge det britiske medie er bonussen dobbelt så stor i forhold til det beløb, der ventede England i 2018, hvis de vandt VM i Rusland. Her blev de nummer fire.

Men der er flere gode nyheder til Harry Kane og co. De engelske myndigheder diskuterer nemlig, om Wembley skal have lov til at huse endnu flere tilskuere end først planlagt.

Lige nu må der komme 22.500 fans på stadion, men det er muligt, at det bliver øget til 40.000, når knockoutkampene sparkes i gang. England åbner EM-slutrunden søndag mod Kroatien.