Da Christian Eriksen lå i græsset mod Finland i lørdags, troede hans kæreste, Sabrina Kvist Jensen, at han var død.

Det fortæller Peter Schmeichel til BBC Radio Five Live, hvor han gengiver, hvad han har fået at vide af sin søn, Kasper Schmeichel.

»Det skete ikke langt fra dér, hvor alle spillernes koner og kærester befandt sig. Og da hun så Christian, løb hun ud mod ham på banen,« siger målmandslegenden.

Kort inden pausen kollapsede Christian Eriksen midt på græstæppet i Parken, så kampen blev afbrudt i omkring en time og 45 minutter.

Simon Kjær og Kasper Schmeichel tager sig af Christian Eriksens kæreste, Sabrina Kvist Jensen, da hun løber ind på banen.
Simon Kjær og Kasper Schmeichel tager sig af Christian Eriksens kæreste, Sabrina Kvist Jensen, da hun løber ind på banen. Foto: JONATHAN NACKSTRAND
Vis mere

På vej ud på banen blev landsholdsstjernens kæreste – og mor til hans to børn – stoppet af Simon Kjær og altså Kasper Schmeichel, der gav hende et kram og holdt om hende. Som om de ville beskytte hende fra det, der skete.

Men samtidig gav de Sabrina Kvist Jensen den vigtige og befriende besked, at hendes kæreste var ved bevidsthed igen.

»Jeg talte med Kasper i går aftes: Han løb med det samme ud mod hende. Hun troede, at han var død, men han fortalte hende, at Christian trak vejret,« forklarer Peter Schmeichel.

Der blev udført hjertemassage og brugt en hjertestarter på den danske stjerne, inden han blev kørt på Rigshospitalet.

Ifølge de seneste meldinger er Christian Eriksens tilstand stabil, og han har det efter omstændighederne godt. Han er fortsat indlagt.

»Det var de to mest hjerteskærende timer i den tid, jeg har beskæftiget mig med fodbold,« fortæller Peter Schmeichel til BBC.

Den tidligere Manchester United-spiller fortalte tidligere mandag, at det danske landshold blev presset til at fortsætte kampen mod Finland.

De fik muligheden for at gennemføre kampen samme aften, spille videre søndag middag - eller trække sig og tabe opgøret 0-3.

»I kan selv regne det ud. Var det spillernes eget ønske at spille? Havde de et valg? Nej, det havde de ikke.«

Det kan du læse mere om her.