Det var en tydeligt frustreret Rasmus Højlund, der mødte pressen efter det smertefulde nederlag til Tyskland.
Marginalerne manglede, og her fremhæver den danske angriber de to situationer omkring Joachim Andersen, der resulterede i en annulleret dansk scoring og et straffespark til tyskerne.
»Jeg tror, frustrationen fylder meget i det her moment, så det er nok bare nogle følelser, der kommer ud. Personligt ved jeg ikke, hvordan jeg skal forholde mig til det, for du ser VAR-kendelser, der bliver dømt på den ene og den anden måde, men samtidig er jeg nødt til at stole på systemet.«
»Så ja, der er ikke så meget andet at sige, end at det er sur røv. Vi må videre. Det bliver afgjort på marginaler, og dem manglede vi lige i dag. Det er megaærgerligt,« lyder det fra Højlund.

Manchester United-spilleren kom ikke selv på måltavlen for Danmark ved sin første slutrunde, og det ansvar tager Højlund på sig.
»Jeg skal score i dag, det ved jeg godt. Du bliver helt, når du scorer, og omvendt bliver du skurk, når du ikke gør det som angriber. Og det ansvar tager jeg 100 procent på mine skuldre, selvom jeg er ung, og det er første turnering. Men jeg ville gerne have scoret i dag og også tidligere.«
I løbet af de tre første kampe ved slutrunden har Højlunds præstationer været et omdiskuteret emne, men det preller af på landsholdsspilleren.
»Selvfølgelig vil jeg gerne score mål. Det er det, jeg lever af, så jeg kan da godt sidde og være frustreret efter en kamp, for eksempel når jeg har brændt som i dag.«
»Men samtidig så ved jeg, at min udvikling går den rigtige vej, og at det her hold bliver bedre og bedre, og forhåbentlig skal jeg nok få scoret mit mål til en slutrunde i fremtiden,« siger han og slår fast, at han har manglet den sidste skarphed.
Kampen endte 2-0 til Tyskland, og sendte Danmark ud i EM-mørket.
Her kan du læse B.T.s dom og karakterer over kampen.